C9 – dag 06 & 07

I går var det vejedag, og på grund af weekendens fødselsdag var jeg ret spændt på om jeg overhovedet havde tabt mig. Jeg har dog smidt 1,7 kg. så det er jo helt fantastisk 🙂 Det skulle dog også undre mig, hvis jeg ikke havde tabt noget, da jeg ikke føler jeg spiser særlig meget.

Jeg er ikke sulten længere, men jeg kan godt mærke, at mit blodsukker nogle gange er ret lavt, og det er ikke rart. Derudover føler jeg faktisk ikke jeg har særlig meget energi de her dage. Jeg glæder mig til at veje mig på dag 9 og se om der er sket mere der.

Videodagbog: C9 dag 05

Så er det tid til endnu en opdatering om C9 programmet 🙂 Jeg havde min første udfordring i dag, hvor jeg var til familiefødselsdag… Og det gør, at jeg er ret spændt på at komme på vægten i morgen. Bliver lidt skuffet hvis ikke jeg har tabt mig, selvom jeg godt ved, at det ikke er det primære mål med C9. Uanset hvad, så tror jeg virkelig det er sundt at jeg skal drikke alt det Aloe Vera, og at jeg spiser kosttilskuddet. Skal stadig vænne mig til at drikke alt det vand, men det går bedre. Det tror jeg at jeg skal gøre til en permanent vane!

Hvis du har lyst til at prøve Change 9, så vil jeg anbefale dig at kontakte Janne. Hun er virkelig sød, og er der for en igennem hele forløbet. Som jeg siger i videoen, så kunne jeg godt finde på at fortætte med at bruge Forever Ultra, da det mætter virkelig godt!

Jeg har prøvet mig lidt frem med forskellige versioner af Forever Ultra. Nogle dage har jeg blendet den med lidt bær og mandelmælk, mens jeg andre gange har blandet den med mælk. Jeg har den med vanille smag, og faktisk smager den også godt, når jeg bare blander den med vand. Den mætter virkelig godt, og faktisk også ret længe. Smagen er ikke ligeså syntetisk som andre produkter jeg har prøvet, og det er personligt meget vigtigt for mig. Normaltvis kan jeg nemlig slet ikke få hverken proteinpulver eller Nupo ned :/ Den her ryger ned som en leg! Så hvis du søger en god og mættende måltidserstatning, så køb Forever Ultra 🙂

C9 – dag 03

De to første dage på Change 9 siges at være de værste. I dag var dag 3:9, og det betød at jeg måtte drikke en måltidserstatning til morgen, ligesom jeg til aften måtte få rigtig mad. Hurraaaa! Fasten er ovre 🙂

Jeg må dog indrømme jeg har kæmpet lidt i dag. Været sulten, og især haft en trang til at spise brød. Faktisk også haft craving efter noget salt. Jeg måtte i formiddags kapitulere og spise et knækbrød. Æv.

I dag prøvede jeg også at træne, men der var meget lidt energi i kroppen. Jeg kunne ikke løfte ligeså tungt som jeg plejer, og min udholdenhed var heller ikke god. Det skyldes klart, at jeg trænede før jeg fik min første aftensmad i to dage, så mine depoter var ved at være godt tømte.

Lige inden jeg skulle spise den første rigtige mad var jeg ekstremt sur og i dårligt humør. Udkørt, træt, sulten og ked af det. Faktisk var jeg på grådens rand da jeg kom hjem fra træning. Både fordi træningen var gået dårligere end ventet, men ligeså meget fordi jeg bare var helt tom for energi.

Jeg spiste en hakkebøf, lidt fedtfattig bearnaise og bønnefritter – og det røg meget hurtigt ned. Hold op hvor var det lækkert at få noget mad! Det sjove var, at lige efter jeg havde spist var mit energi niveau vanvittigt højt igen, og det samme var humøret. Så maden havde været lige hvad jeg trængte til! 🙂

C9 – dag 01

Hvad er C9?

Først lige lidt baggrundsviden om C9 programmet inden jeg skriver, hvordan første dag er gået. Change 9 varer ni dage, og er et program der har til formål at kickstarte en vægttabsrejse. Derefter kan man vælge at fortsætte på F1 og F2, men det har jeg endnu ikke besluttet mig for om jeg vil. Jeg synes programmet virker let og overskueligt, eftersom alt er med i pakken, og der følger en lille overskuelig vejledning med.

C9 2

Den pakke jeg fik udleveret af Janne, indeholder:

  • 2 x Forever Gel Original: Aloe Vera i flydende form. Konsistensen er ikke gel-agtig selvom navnet kunne antyde det.
  • 1 x Forever Ultra: Måltidserstatning i pulverform med smag af vanille.
  • 1 x Forever Fiber: Små pakninger med fiber i pulverform, som kan opløses i kaffe eller vand.
  • 1 x Forever Therm: Kosttilskud med otte vitaminer. Mindsker træthed og sætter forbrændingen i vejret.
  • 1 x håndbog med vejledning
  • 1 x målebånd

I håndbogen kan jeg læse alt om, hvad jeg bør spise og drikke i løbet af de ni dage. Der findes også forskellige opskrifter på bl.a. shakes. Derudover er det rart at der er mulighed for afkrydsning og noter, ligesom jeg kan notere min vægt og mål i cm.

C9 1

Så er jeg i gang med C9

De to første dage på C9 er de hårdeste, da de er stort set fastende dage. De første to dage er 1 Forever Ultra shake det eneste reelle måltid jeg får i løbet af dagen. Den skal drikkes til middag. Derudover må jeg spise lidt fra ‘den frie liste’, som er udvalgte grøntsager og frugt, der må spises i moderate mængder.

Kl. 09

50 ml vand. 30 ml aloe vera gel. Adr! Det smager virkelig ikke godt. Jeg valgte at tage det som en shot, men det tror jeg ikke jeg gør igen. Det gel jeg skal have i løbet af dagen har jeg blandet med sukkerfri saftevand, og håber at det hjælper lidt på smagen 🙂

Kl. 10.30

Den første sult meldte sig. Jeg ved dog godt, at det blot er mere vane end reelt sult, så det går hurtigt over. Et stort glas vand (260 ml)  og lidt blomkål hjalp virkelig godt.

Kl. 11.30

Sulten er ikke overvældende endnu. Skal blot lige vænne mig til det tror jeg. Min hjerne siger jeg er sulten. Tager en kop kaffe med min fiber blandet i. Man kan ikke smage fiberen i kaffen, og konsistensen af kaffen er det samme – heldigvis. Drikker igen et stort glas vand (260 ml), og glæder mig til at ‘drikke’ min frokost om en times tid.

12.30

Til middag var sulten stadig ikke helt stor, men jeg glædede mig alligevel til at få lidt i maven. Jeg blandede vanilleshaken med 3 dl mandelmælk, og det smagte overraskende godt. Normalt kan jeg ikke lide at drikke hverken NUPO eller proteinshakes, da jeg synes smagen er kunstig, men den her kunne jeg faktisk godt lide. Tror jeg vil prøve at blande med 1,5 dl mandelmælk og 1,5 dl almindeligt mælk i morgen, da konsistensen var ret tyk i dag. Jeg drak mine 30 ml Aloe Vera Gel i en halv liter saftevand, og kunne dermed slet ikke smage at der var gel i. Hurraaa! Så skal jeg nok komme igennem alt det gel 🙂 Shaken og saftevandet mætter overraskende meget. Nu er jeg bare spændt på, hvor længe jeg er mæt 😛

Kl. 14.45

Den shake jeg fik til middag mætter endnu, og det overrasker mig virkelig. Inden længe skal jeg til badminton et par timer. Så går tiden med det 🙂 Plejer ikke være sulten efter træning, men nu får vi se. Den helt store test kommer i aften, hvor jeg skal i biografen.

Kl. 17

Efter badminton ramte sulten mig lidt må jeg indrømme. Jeg skyndte mig at spise et lille æble lige efter for at få blodsukkeret stabilt. Handlede lige efter badminton, og det var sgu lidt hårdt at gå blandt alverdens fristelser med rumlende mave. Æblet hjalp dog efter et kvarters tid.

Kl. 19

Drak en halv liter saftevand med 30 ml Aloe Vera. Sulten er lidt slem nu… Og jeg skal i biografen om en time. Jeg har dog pakket en håndfuld vindruer og noget vand.

Kl. 21

Det var en udfordring at være i biografen, da jeg er vant til at snacke den lidt der i mørket 🙂 Jeg blev dog også opmærksom på, hvor meget af min sukker- og madtrang der egentlig bare skyldes vane. Da jeg begyndte at koncentrere mig om filmen frem for de manglende popcorn gik det fint.

Kl. 23.30

Efter filmen var slut kunne jeg godt mærke at mit blodsukker var ret lavt. Heldigvis skulle jeg bare hjem i seng, men må indrømme jeg var liiiidt gnaven.

Konklusion

Jeg er overrasket over, hvor let jeg kom igennem dagen. Derfor er jeg også overbevist om, at jeg sagtens kan klare en dag mere. Når de to første dage er gået, så må jeg begynde at spise aftensmad. Glæder mig allerede lidt til at få noget at tygge på…

 

Oh lord… Siden sidst.

Undskyld.

Jeg er simpelthen for dårlig til at opdatere bloggen. Er kommet frem til den konklusion, at jeg ikk te har ligeså stort et behov for at skrive mine tanker ned, som jeg havde i starten. Dertil kommer at jeg er kommet på arbejdsmarkedet, og der derfor selvsagt er mindre tid og overskud til at få skrevet her. Men nu er det på tide med en lille opdatering.

Og hvad er status så…

December og januar har vægten været stillestående… Eller. Det ved jeg faktisk ikke, da Kim (personlig træner) tog min vægt fra mig for noget tid siden. Jeg har dog fået den igen, og jeg kan til min skræk se, at jeg har taget 1,5 kg på :-O OH MY GOD! Hvordan kunne det ske, når jeg har haft Kim som personlig træner i december og januar?! Jo, det skal jeg fortælle dig. For det første kan jeg mærke (og se) at jeg har fået flere muskler, og på min krop kan jeg ikke se, at jeg har taget fedt på. Det er dog urealistisk at jeg har taget 1,5 kg muskelmasse på i løbet af to måneder. Så det skyldes altså også en manglende fokus på kost, og lidt for mange “det er så synd for dig Ida, så du må godt synde lidt i dag”. Sidstnævnte er jeg virkelig verdensmester i! Der skal ikke meget til for at overtale mig selv om, at chokolade overhovedet ikke skader, men tværtimod går lige i guns… Come on, Ida 😛

Det går mig dog ikke synderligt på, at jeg har taget lidt på igen. For er det ikke sådan et vægttab er? Op og nedture. Jeg ved at jeg nok skal få dem smidt igen. Desuden er jeg i mit livs form takket være Kim, og det føles så lækkert. Er udholdende som aldrig før, og er der noget der motiverer mig, så er det at kunne mærke fremskridt! Jeg har valgt ikke at træne med Kim i februar, da jeg vil prøve at se om jeg kan holde træningen ved lige selv. Derfor har han udarbejdet et træningsprogram til mig. Han er guld værd.

C9 testkanin

For at komme tilbage på sporet mht mine kostvaner har jeg sagt ja til at prøve C9. De næste 9 dage kommer til at teste min vedholdenhed, og udfordre mig i forhold til sult. Jeg kommer løbende til at opdatere omkring hvordan forløbet er, både i videodagbog, på Instagram og her på bloggen. Jeg håber at kickstarte vægttabet, så jeg kaster en helt masse Aloe Vera i hovedet de næste dage 🙂 Flere jeg følger på Instagram har prøvet C9 med gode resultater, og jeg hørte om det for noget tid siden. En dag snakkede jeg med Janne, som også træner i CrossFit by the Mill, og eftersom hun forhandler det, så sagde jeg ja til at prøve det. I kan finde C9 – og meget mere – på Jannes hjemmeside myaloevera.dk/macieforeverliving 🙂 Jeg har i dag haft min første dag på C9, og det er en af de hårde dage… Men det kan I læse mere om i et seperat indlæg.

Highfives,

Ida

 

Long time, no see

Hoooooold nu op hvor har jeg været alt for dårlig til at få skrevet i min online dagbog! Det skyldes at jeg har haft rigtig meget at se til – både på den gode og på den dårlige måde.

Der er sket en del siden mit sidste indlæg i september:

  • Jeg har fået et deltidsjob mere, hvilket selvsagt tager en del af min opmærksomhed
  • Jeg har kæmpet en del med min motivation
  • Jeg har haft Kim som personlig træner i en hel måned
  • Jeg har været dum, og faldet pladask for en fyr, for derefter at blive voldsomt såret – igen.
  • Jeg har deltaget i min første CrossFit konkurrence
  • Jeg har været Plus Size model igen for Carite Sport

Det er ingen hemmelighed at jeg har haft en lidt turbulent periode, hvor jeg har kæmpet en del med min motivation, selvtillid og min styrke. Det irriterer mig, at jeg stadig er meget påvirkelig i forhold til, hvad der sker omkring mig. Det er som om, at når jeg kæmper med noget, f.eks. at finde et job, og der lidt går hårdknude i dét, så vælter læsset for mig. Jeg skriver dog lige et separat indlæg omkring de følelser der knytter sig til det. For det er vist en længere, og lettere deprimerende, smøre.

Det korte af det lange er, at der den seneste tid ikke skal meget til før jeg føler hele vægttabsprojektet er uoverskueligt, og jeg har lyst til at give op. Jeg er efterhånden vant til, at motivation for mig er noget der kommer og går. Jeg har den dybeste respekt for dem, der bare er topmotiveret og går benhårdt efter deres mål. I min proces har jeg brug for en gang imellem at tænke på alt andet end vægttab, så jeg prøver at slutte fred med det.

Netop på grund af manglende motivation, tog jeg en snak med Kim Kaldahl, som er instruktør på mit yndlingshold i CrossFit by the Mill. Han gav mig det vildeste tilbud. Han ville gerne være min personlige træner i en måned. Det har længe været et af mine helt store ønsker, da jeg er sikker på, at en personlig træner giver store resultater. Jeg har dog ikke haft råd, så at Kim tilbød sin hjælp, betød virkelig meget for mig. Ord kan ikke beskrive hvad den måned med Kim gjorde ved mig. Han startede med at tage min vægt fra mig, så mit fokus ikke var på tallene, men på mine resultater. Jeg startede med at måle mig, og blev vejet ved min diætist, men lovede så Kim at jeg først ville gøre det samme igen når måneden var slut. Det gav en del abstinenser i starten at jeg ikke havde min vægt. Men det er den bedste beslutning der er blevet taget på mine vegne. Når jeg ikke havde vægten at måle min succes og fremgang på havde jeg kun én anden ting at måle det på: fremgang i min træning. Jeg lærte, at det er okay at klappe sig selv på skulderen, når jeg kan squatte flere kg og med bedre teknik end før. Kim pressede mig MAX, og vi arbejdede især med de ting jeg er dårlig til; squat teknik og cardio. Især cardioen ligger uden for min comfort zone. Og det er bare ikke rigtig rart at komme uden for den, vel? 🙂 Jeg er Kim EVIGT taknemmelig for at vise mig hvilken fremgang der kan ske på bare en måned:

  • Tabte mig 3,3 kg.
  • Fedtprocenten gik ned med 0,7%
  • Tabte 1 cm på armen, 2 cm i taljen, 3 cm på hoften og 4 cm på maven
  • I Shuttlerun var jeg 45 sek. hurtigere i 1. runde, 30 sek. hurtigere i 2. runde og 40 sek. hurtigere i 3. runde

Kim har hele vejen igennem prøvet at få mig til at forstå, at det er mig selv der sætter begrænsningerne for mig selv. Jeg har sagt det før; mit hoved er min værste fjende. Det har været så vigtigt for mig, at Kim har haft forståelse for, at jeg virkelig kæmper med min selvtillid. Jeg har været så glad for vores forløb, at jeg har købt endnu en måned ved ham. Og tror min julegave til mig selv bliver, at jeg også fortsætter vores arbejde i januar.

Den 28 november stillede jeg op i begynderrækken til en intern konkurrence i CrossFit by the Mill. Jeg havde mine betænkeligheder ved at stille op, for det var vigtigt at det skulle blive en god oplevelse. Jeg har det jo ikke så fedt med at tabe, så jeg vidste godt, at der var chance for, at jeg ville blive ked af det. Jeg gjorde det dog alligevel, og besluttede mig for, at jeg bare skulle prøve det af, og have det sjovt. Det var trods alt en intern konkurrence. Det startede også godt ud, og jeg endte på 4. plads i første event. Det var først de næste to events, hvor det gik op for mig, at jeg ikke er klar til konkurrence. Eller rettere sagt; mit hoved er ikke klar. Jeg har stadig tendens til at give op når det gør lidt ondt, og det duer sgu ikke i konkurrence-regi. Jeg endte på en sidsteplads samlet set, og det irriterede mig enormt meget. Det er dog helt min egen skyld, for jeg havde været så hjernedød at være til julefrokost dagen inden konkurrencen, og dermed kun fået 3 timers søvn. Og de gode resultater jeg havde opnået med Kim havde jeg slet ikke holdt ved lige op til konkurrencen. Faktisk havde jeg en måned med kun 2 gange træning om ugen. Jeg har besluttet mig for at vente lidt inden jeg stiller op i endnu en konkurrence. Når man hader at tabe, så stiller man ikke op i konkurrencer for at komme på sidstepladsen. Men jeg kommer helt sikkert til at stille op i noget igen 🙂

Umiddelbart efter konkurrencen blev jeg kontaktet af Carite Sport igen angående endnu et photoshoot. Jeg sagde selvfølgelig ja, da jeg ikke troede de kunne bruge mig, da jeg har tabt mig en smule siden sidste photoshoot. Denne gang foregik shootet på forskellige udendørs locations i Silkeborg. Det var altså ret koldt at stå i korte ærmer i december-kulden! Til gengæld var det også, ligesom sidst, skide sjovt at prøve. Sådan nogle professionelle fotografer kan altså noget magi 🙂 Billederne jeg fik taget var til efterårs kollektionen 2016, så der går lang tid inden billederne bliver offentliggjort. Til gengæld går der ikke længe inden jeg kan dele billederne fra det første photoshoot jeg var på i Århus 🙂

Og nå ja, så var der vist også noget med en forelskelse. Av. Hvorfor skrive om forelskelse på en vægttabs-blog? Fordi det i min verden har kæmpe indflydelse på min kamp. Uden at gå i uvigtige detaljer her kan jeg fortælle at jeg lige siden foråret har kæmpet med – og imod – følelserne for den her fyr. Når først forelskelsen rammer mig, så rammer den (desværre) hårdt. I foråret blev det desværre ikke til mere mellem mig og ham, men han blev ved med at spøge i min bevidsthed. Langsomt begyndte jeg at bevæge mig videre, og komme ovenpå… BAM! Så stod han der pludselig igen. Noget sagde mig, at jeg skulle holde mig væk, for jeg kunne ikke holde til at blive forladt og såret igen. Gjorde ALT for at kæmpe imod, og fortælle mig selv jeg fortjente bedre. Men et forelsket hjerte lytter ikke til fornuft. Jeg sprang ud i det. Troede på at denne gang var det min tur. Og åh hvor var det dejligt… så længe det stod på. Jeg var flyvende, glad, fuld af håb og overskud. Skal love for at jeg også blev det modsatte da det sluttede. Den seneste måned har været fyldt med frustration, tårer, vrede, modløshed, savn og tomhed. Det lyder måske voldsomt, men for mig var det også voldsomt. Mit vægttabsforløb har gjort mig enormt sensitiv, og jeg bliver til tider overvældet over mine følelser. Jeg vidste godt at min lave selvtillid har meget at skulle sige i forhold til mit kærlighedsliv – eller nærmere mangel på samme. Jeg vidste dog ikke, at en forelskelse kunne bringe mig i så ekstreme modpoler. Lige fra at være vildt glad og overskudsagtig til at være en tom skal og føle sig helt håbløs. Nu må jeg bare kæmpe mig videre. Fremad. Jeg har for en tid mistet troen på, at det der kærlighed er noget for mig. Men var det ikke også noget med at jeg havde en fremtid som crazy cat lady? 😉 

Det må være nok tanker for nu.

Highfives,
Ida

 

 

8 ting CrossFit har lært mig

Jeg er blevet kontaktet af et par piger, der ligesom jeg, gerne vil tabe sig, og derfor har spurgt mig til råds omkring CrossFit. Mange tror ikke at CrossFit er noget for dem. Slet ikke hvis de vejer 100+. Mit bedste svar er, at CrossFit er for alle, men er CrossFit noget for dig? Min krop var både utrænet og tung, så drøjde er ingen hindring. Man skal være indstillet på, at CrossFit ikke bare udfordrer dig fysisk, men også psykisk. Jeg tænker, at det er på tide at gøre status over de ting CrossFit har lært mig.

  1. Jeg har en røv. Og den skal squattes rund. Ikke at jeg (eller nogle andre med øjne i hovedet for den sags skyld) var i tvivl om, jeg havde en røv, inden jeg startede til CrossFit. Førhen burde det være mig pålagt at have bak-alarm installeret, og have påmonteret et “BRED LAST” skilt, for at undgå person- og materielskade. Heldigvis har en masse squats gjort dette mindre nødvendigt. De uendeligt mange skovskiderstillinger og kronisk ømme baller har gjort mig meget bevidst om min røvs eksistens. En rigtig CrossFitter har squatbutt.
  2. Jeg er virkelig slap. For en som jeg, der aldrig rigtig har trænet i fitnesscenter eller lign., så er CrossFit i starten en ret nedslående oplevelse. For hvordan kan det lykkedes mig, at være SÅ umådelig slap? Hvis prisen for at være mest muskel-løs fandtes, så havde jeg vundet den. Mine muskler er så godt som ikke-eksisterende, og virkelig utrænede. Set fra et evolutionært “survival of the fittest” perspektiv, så er jeg den der bliver spist af fjenden først.
  3. Jeg kan svede. Sådan virkelig meget. Og jeg kan svede de mærkeligste steder på kroppen. Der er mange steder på kroppen, hvor det er normalt at svede. Derfor overraskede det mig også, at jeg formår at svede igennem min t-shirt på skuldrene, og svede igennem mine bukser på knæene. Min krop er underlig.
  4. Jeg har lunger. De kan mærkes når en WOD indeholder løb, da jeg har tendens til at hyperventilere. Det føles lidt som at trække vejret gennem en skuresvamp. Det gode ved det er, at hvis man ikke kan se mig komme løbende, så kan man høre mig.
  5. Jeg har ingen kerne. Om jeg squatter, løfter tungt, laver sit-ups eller skal lave pull-ups… så skal jeg spænde op i min core. Rigtig mange CrossFit øvelser træner din coremuskulatur, så jeg fandt ret hurtigt ud af, at den i mit tilfælde, er ikke-eksisterende. Jeg er dog overbevist om, at der under palminmavsen gemmer sig en lækker sixpack. Eller det arbejder jeg i hvert fald på.
  6. Jeg må kaste med vægtstangen. Altså ikke kaste spydkast med vægtstangen, men jeg må kaste den fra mig, når jeg rigtig er sej til f.eks. dødløft. I starten brugte jeg tid og kræfter på, at ligge vægtstangen ligeså stille ned på gulvet, da jeg ikke kunne få mig til bare at slippe grebet. Nu gør jeg bare som alle de andre CrossFittere.
  7. Jeg kan råbe højt. Eftersom CrossFit er en konkurrencepræget træningsform, så vækker det mit indre konkurrencemenneske. Jeg VIL vinde (også selvom der ikke er noget at vinde), og jeg vil være den bedste. Og det betyder, at jeg ofte brøler som en syg abe, når tingene ikke går efter mit hoved. For jeg er ikke den bedste. Slet ikke til burpees, og så bliver jeg gal. De fleste CrossFittere råber lidt, så jeg tænker det er okay.
  8. Jeg har lang vej endnu. Selvom min krop har fået flere muskler end da jeg startede for et år siden, så er der lang vej endnu. Der er stadig mange øvelser jeg ikke kan udføre, og jeg er stadig lidt tung i popo’en. Jeg tænker dog tit på, at jeg jo egentlig aldrig når i mål med min træning. Jeg skal jo aldrig stoppe med at træne igen, så på den måde er der vel heller ikke et slutmål? På den anden side, så må jeg indse, at det varer lang tid endnu, inden træningen for alvor er sjov. Og for mig er det sjovt når jeg kan udføre øvelserne korrekt og bedre end tidligere. Den dag, hvor jeg ikke skal bruge 180 elastikker i pull-up baren eller lave push-ups på knæene, er jeg en glad trunte.

Det er et år siden jeg startede i CrossFit by The Mill, og jeg har ikke fortrudt et eneste sekund. Jeg var af den indstilling, at fitnesscentre ikke var et sted for mig, da jeg følte mig udstillet og som the odd one out. Derfor var det, set i bakspejlet, lidt underligt at tro CrossFit var anderledes. Om noget, så har CrossFit flyttet mine grænser, og fået mig til at føle mig udstillet. Men i modsætning til fitnesscenteret, så var det øvelserne, og ikke medlemmerne, der fik mig til at føle mig sådan. Ikke én eneste i mit CrossFit center har kigget skævt til mig eller fået mig til at føle mig overvægtig og slap. Tværtimod har de alle heppet på mig, og støttet mig i min udvikling. Dermed ikke sagt at medlemmerne i fitnesscentre ser ned på nogle som mig, men det er min oplevelse, at der ikke hersker samme teamspirit.

At være tryg ved de mennesker jeg træner med, og det sted jeg træner, betyder alt for mig. Om det så er fitness eller CrossFit er i og for sig ligegyldigt. Grunden til at jeg er blevet så vild med CrossFit er dog, at det udfordrer mig på alle måder. Ikke nok med, at jeg fysisk bliver presset længere ud end jeg ville kunne presse mig selv, så bliver jeg også presset mentalt. Det var ikke sjovt ikke at kunne squatte ordentligt, fordi maven var i vejen, og min mobilitet var helt fucked. Det var heller ikke sjovt, at være den eneste der ikke fandt krabbegang underholdende som opvarmning, da min røv slæbte hen af gulvet. Det var ikke sjovt altid at være hende de andre heppede i mål. Jeg var virkelig the odd one out. Følte mig udstillet. Men jeg fandt jo også ud af, at det foregik i mit hoved, og intet havde med virkeligheden at gøre. Mine forventninger til hvad min krop skulle kunne var urealistisk høje, og dermed antog jeg, at andres forventninger var  ligesådan. Alt begyndelse er svær, og for utrænede er CrossFit en udfordring. Men ikke umuligt. Jeg har kæmpet for at blive fysisk stærkere, men den største udvikling er den mentale. Jeg har indset, at jeg kun bliver bedre ved at fortsætte.

Det mentale driller mig stadig mere end det fysiske. For det svært at lære mig selv, at jeg ikke skal sammenligne mig selv med andre CrossFittere. Og nogle gange føler jeg mig stadig udstillet og til grin. Nu har jeg bare lært, at det er mig selv, der skaber de rammer, og ikke mine omgivelser. Det er mig der mentalt sætter begrænsninger for min fysiske kunnen. Selvom jeg har tabt mig 21 kg, så føler jeg mig stadig tung og slap, selvom jeg ved, at jeg er stærkere end nogensinde. Uanset om man vejer 60, 80 eller 100 kg, vil man kunne dyrke CrossFit, hvis man er klar til at tage den kamp der følger med – fysisk og psykisk.

Highfives,

Ida

Vægttabspause og nye mål

Guuuuud hvor er jeg altså for dårlig til at få skrevet mine oplevelser og tanker ned. I mit sidste indlæg skrev jeg, at jeg ikke troede jeg kunne nå mit delmål. Og det kunne jeg heller ikke. Normalt ville jeg være blevet sindssyg over det, men der er sket et eller andet med mig 🙂 Hele sommeren har jeg ikke været på kostplan, men spist præcis det jeg havde lyst til. Været i byen, og drukket alkohol. Slappet af. Det var lige det jeg havde brug for. Flere gange har jeg prøvet at komme i gang med kostplan og kontinuerlig træning igen, men hver gang er det ikke lykkedes. Måske skyldes det, at jeg har holdt vægten på trods.

Der er bare lidt flere fristelser om sommeren. Grillaftener, is, cafébesøg, festival, byture, vin, koncerter osv. Og jeg har NYDT det i fulde drag! Nogle uger har jeg været til crossfit fem gange, andre uger kun afsted en enkelt gang. Det bedste af det hele er, at jeg har haft det helt okay med det. Der har været en ro over mig, som jeg har manglet længe. Jeg fokuserer ikke på nederlaget ved de kilo der ikke er tabt, men på sejren over, at det er lykkedes mig at holde vægten. Er stolt af, at jeg er ikke er faldet tilbage i gamle vaner, og at jeg kan tillade mig selv at skeje ud, uden at frygte at jeg tager hele lortet på igen.

Når det er sagt, så ændrer det ikke på, at jeg ikke nåede mit delmål. Og at jeg skal igang igen med kostplanen. Sommeren er forbi, og nu er det slut med at hvile på laurbærrene. Jeg er lidt kommet frem til, at jeg arbejder bedst, hvis jeg har et mål med mit vægttab. Som f.eks. da jeg tabte mig, fordi jeg skulle være gudmor til min nieces barnedåb. Så jeg går lidt og tænker hvad mit nye mål kan være, og hvad der er realistisk at tabe. Tænker lidt at juleaften eller nytårsaften kunne være min nye tidsramme, uden at være sikker endnu. Går også og leger med tanken om at gennemføre et halvmaraton næste år. Efter at jeg løb 13 km til Stafet For Livet virker det mål ikke urealistisk længere. Derfor overvejer jeg at have en fast løbedag om ugen, hvor jeg får trænet udholdenhed og kondition. Siden jeg gennemførte Toughest har jeg fået lyst til at prøve kræfter med alt muligt forskelligt; løb, cykling, moutainbike, svømning osv. Jeg har derfor også besluttet at tilmelde mig et mini-triathlon ligeså snart, der er et i nærheden af Aalborg. Min krop er stærkere end den nogensinde har været, og jeg ønsker at presse den lidt. Nu ved jeg mere om hvad den kan.

For tiden er det en overskudsagtig og glad Ida jeg mærker. Endelig! Det er dejligt.

Highfives,

Ida

I tvivl om jeg når mit mål

Jeg er kommet i tvivl om jeg når mit mål. Havde lovet mig selv at der skulle smides 5 kilo inden d. 22 august, men som det ser ud nu, så når jeg ikke mit mål 😦 Der sker ingenting på vægten, og jeg har endnu engang ramt et plateau. ÆV! Jeg kæmper dog videre, og håber at jeg kan nå at smide bare 2-3 kilo. I dag er bare en lorte dag!