“Åh nej… Endnu en blog om vægttab. Hurra for dig!”

I kender typen. Typen, der poster på Facebook eller Instagram, hvor irriterende meget sundere de er end alle andre. Tagget ind i Fitness klokken røvhul om morgenen 7 gange om ugen, på deres coverbillede står der “I don’t stop when i’m tired, I stop when i’m done”, der er billeder af deres middagsmad bestående af overskudsagtigt hjemmebagt paleobrød med hytteost, opdateringer om løbeture i psykopat distance, links til artikler som “10 gode grunde til at omlægge din kost” og selfies i stramtsiddende træningstøj uden ét gram appelsinhud.

Åh gud, hvor har jeg tit siddet og skumlet over den type. Inderst inde ved jeg godt, at det kun irriterer mig, fordi det er alt det, jeg ikke selv formår at gøre. Det er jo kun godt at nogen passer på deres krop, og har de brug for at dele det med verden – så fred være med det. Der kan være mange grunde bag; selviscenesættelse, skulderklap, moralsk støtte. Denne blog er oprettet af en helt tredje grund.

Nogle ved det allerede, nogle ved det måske ikke. Jeg er gået i gang med et større vægttab. Og det er ikke for sjov. Længe har jeg leget med tanken om at skrive dagbog, så jeg kunne holde fokus på mit mål. Men hvis jeg kun skriver i en dagbog er der ikke andre at holde mig op på mine mål end mig selv, og med en rygrad som en regnorm, så ville det ikke have den store effekt. Derfor har jeg oprettet denne blog. Som en klog fyr sagde til mig engang; “når først brød er blevet til toast kan det ikke blive til brød igen”. Og nu hvor min kamp er offentlig, så bliver jeg nødt til at blive ved med at kæmpe og vise resultater. Så det er i og for sig ligemeget om den her blog har 0 eller 1000 læsere, om der er stave- og kommafejl – den er lavet for min skyld. En slags online forsæt. Nu skal jeg bare blive ved med at kæmpe for at nå mit mål, og du skal være velkommen til at læse med, hvis du finder det interessant. Måske jeg ender som førstnævnte type. Forhåbentlig ikke. Hvis jeg gør, så må du gerne give mig en lammer.

Som skrevet så er det ikke for sjov at tabe sig. Jeg startede til diætist (Henriette Søvind) i september 2012, hvor jeg fik lært en masse om kost og min egen krop. Dengang var jeg ikke motiveret. Jeg havde det egentlig okay med, hvordan jeg så ud. Der røg et par kilo, men det jeg tabte tog jeg på igen, da jeg stoppede ved Henriette. Det var nok heller ikke så mærkeligt, når man som jeg elsker at gå i byen, og hvor alt med alkoholprocent bliver hældt indenbords. Dengang synes jeg at jeg var tilpas i min egen krop, men set i bakspejlet, så festede og shoppede jeg bare tilpas nok til at jeg kunne gemme følelserne lidt væk. Vendepunktet kom for alvor da jeg skulle finde mig en vinterjakke efteråret 2013. Jeg prøvede, hvad der føltes som alle jakker i Aalborg, men lignede michelin manden i dem alle. Kan huske jeg tænkte, at hvis jeg var for tyk til at passe de vinterjakker jeg kunne lide, så måtte jeg fryse hele vinteren. Så kunne jeg da lære det! Total åndssvag tankegang, men endte med at blive så stædig at jeg ikke købte nogen vinterjakke. Heldigvis var jeg i mig selv godt foret kan man sige…

Hvorom alting er, så gik jeg for alvor i gang med vægttab i januar i år. Jeg var/er motiveret som aldrig før, men selvtilliden har aldrig haft det værre. Efterhånden som jeg smed kilo gik det op for mig hvor stor jeg er, og hvor langt der er til målet. Jeg smed 11 kilo fra januar til juli, og nød så min sommerferie. Næsten så meget at jeg var på vej tilbage i de gamle vaner. Derfor besluttede jeg mig for i slutningen af september at starte til CrossFit by the Mill. Når jeg træner får jeg mere lyst til også at spise sundt, så tænkte at jeg måtte i gang med en seriøs omgang opstramning. Har tidligere prøvet Fitness World, men det var slet ikke mig at stå og hive i en crosstrainer. Lavede ikke andet end at sammenligne mig med de andre, og det hjalp ikke ligefrem på min motivation at føle sig som en elefant blandt skindcykler. Derfor giver det ingen mening, at jeg fik den hjernedøde idé, at CrossFit ville være bedre for motivationen. Havde nok nærmere en forventning om, at det ville give en del nederlag, og at jeg ville give op. Som altid.

Det er dog ikke sket endnu. Kan huske min første introtime, hvor jeg sagde til Camilla halvvejs; det her kommer IKKE til at ske. Men da timen var færdig meldte jeg mig alligevel ind. Det har jeg på ingen måde fortrudt. Der er allerede røget et par kilo og centimeter, så det virker sgu! Jeg er derude tre gange om ugen, og elsker hvert minut af det. Jeg minder mest om en halvdød blæksprutte, der klasker lidt rundt på gulvet. En glad halvdød blæksprutte vel og mærke. Jeg kan ikke en skid, og især mine arme er svage. De første par uger skulle jeg kæmpe meget med at overvinde mig selv, for det var sgu lidt pinligt at være så umådelig langsom til at lave burpees. Så sent som i går blev jeg mindet om at jeg er kikset nybegynder. Vi skulle lave en squat ladder i dagens WOD, og starte ud med overhead squat. Jeg har for første gang taget vægtskiver under hælene, for at kunne komme ordenligt ned i øvelsen. Det skulle jeg aldrig have gjort. Havde ikke andet end lige fået vægtstangen overhovedet for at gå ned i squat, hvor jeg så får overbalance, og ender med at tabe den 15 kilo tunge vægtstang på højre knæ. AV! Heldigvis var jeg så smart at udbryde et lidt højt skrig som jeg falder, så alle lige kunne få showet med, og det lød lidt mere dramatisk end det var. Kunne knapt gennemføre øvelsen bagefter, fordi jeg ikke kunne stoppe med at grine. Jeg er både en halvdød blæksprutte, en klods OG en dramaqueen. Perfekt kombi.

Jeg har nu besluttet at lade være med at sammenligne mig med andre. Har haft for høje forventninger til mig selv, og min krop. Det er okay jeg ikke kan lave øvelserne til perfektion. Det er okay jeg ligner en idiot. Det er okay at være langsommere. Det er okay at være nybegynder. Det er klart jeg ikke kan, hvad de andre kan, for jeg har trods alt 25 kilo mere at slæbe på. Jeg skal nok blive bedre… på et tidspunkt. Er ved at lære mig selv at tro på at det er sejt at jeg overhovedet kommer afsted. Mine fremtidige blogindlæg bliver nok lidt dagbogsagtige, men vil hovedsageligt handle om kampen med CrossFit, samt kampen mod mig selv og kiloene.

Så er det sgu toast. Ingen vej tilbage nu…

Highfives,

Ida