En nedtur, en optur og en sygdom

Inden jeg fortæller hvordan jeg klarede weekenden med julefrokoster, så bliver jeg nødt til lige at fortælle om en lidt nederen oplevelse jeg havde lige efter sidste blogindlæg. Det bliver sgu nok et af de længere blogindlæg det her 😛

Jeg tog til CrossFit torsdag aften, og glædede mig virkelig til at give kalorierne en overhaling, så jeg kunne gå weekenden i møde med god samvittighed. Vi havde en træner jeg ikke havde haft før, men det er det jeg så godt kan lide ved CrossFit by the Mill – hver dag sker der noget nyt. Så jeg var ved godt mod da vi gik i gang. Første del af opvarmningen gik fint, som var lidt løb og forskellige simple øvelser. Men… Så kom anden del af opvarmningen. En stafet. Til at starte med synes jeg også det lød sjovt, og kom heldigvis på hold med min über-seje træningsmakker Camilla. Så længe hun er med så kan vi i det mindste have det sjovt med det. Mit humør faldt drastisk da jeg fandt ud af hvad stafetten gik ud på. Der var tre runder i stafetten, og skal nok lade være med at gå i detaljer. Det essentielle er bare at mens jeg f.eks. skulle gå krabbegang ud til keglen, skulle de andre på mit hold lave planken. Det gjaldt selvfølgelig om at konkurrere med de andre hold om at komme først, så i kan forestille jer et nederlag det var for mig, da jeg ikke andet end lige har indtaget den charmerende krabbeposition, før mine piberenser-arme bukker under for presset. Først begyndte jeg at grine, og kæmpe mig vej mod keglen, selvom min røv flere gange kolliderede med gulvet. Hurra. Alt imens de andre på konkurrerende hold var en god del hurtigere (og mere yndefulde!). Da jeg når til keglen skal jeg lave 8 burpees, hvilket jeg har lært at acceptere jeg bare er ucharmerende til. Men mens jeg laver mine burpees rammer det mig pludselig at der ligger virkelig mange mennesker i planken og kigger på min “det-burde-være-krabbegang-men-jeg-kalder-den-røvslæber” og mine langsomme burpees.

Da jeg havde tænkt tanken var der ingen vej tilbage. De andre stafetter føltes ligeså ydmygende (i mit hoved), og jeg kunne ikke vente til opvarmningen var slut. Da vi blev præsenteret for WOD, faldt mit humør igen. For mig der ikke kan doubleunders endnu bestod den af;

– 100 sjip, 50 sit-ups
– 80 sjip, 40 sit-ups
– 60 sjip, 30 sit-ups
– 40 sjip, 20 sit-ups
– 20 sjip, 10 sit-ups

Til sidst 30 snatch.

Sjip og snatch. Fiiiint. Men 50 sit-ups alligevel?! Jeg gav mig i kast med det, og gennemførte alt. Jeg kæmpede virkelig med de sit-ups. Og efter opvarmningen var jeg allerede i et lortet humør.

Efter træningen kunne Camilla se jeg var træt af det, så hun spurgte selvfølgelig ind til det. Fordi jeg var smadret efter træningen, og sad med følelsen af nederlag var min eneste reaktion at græde. Den træning fik mig til at føle mig udsat, ydmyget, langsom, tung, tyk, svag. Mest af alt mindede den mig lige om hvor langt jeg har igen. Og det kunne jeg ikke bære. Her går jeg og prøver at overbevise mig selv om at jeg er sej, fordi jeg går til crossfit, men jeg kan ikke engang gå krabbegang endnu. Hvad helvede?! Men det er netop den tankegang jeg skal væk fra.

For bare et halvt år siden havde jeg aldrig kunne gennemføre den WOD. Så havde jeg givet op. Jeg skal fandme slappe af i mit lille destruktive hoved, og huske at fejre de små skridt jeg tager i den rigtige retning. Det er ikke bare kvalmende kliché, det er også fucking svært. Når det kommer til mig selv er jeg bedre til at fokusere på alt det jeg ikke kan. Alt det jeg ikke når. Alt det jeg ikke har. Det skal jeg altså til at holde op med 🙂 Godt jeg har søde Camilla til at minde mig om det, og støtte op om det her CrossFit-shit.

Heldigvis fik jeg løbet en tur fredag morgen, som hjalp gevaldigt på humøret. Efter løbeturen tog jeg et billede af mig selv i løbetøj, som jeg har gjort med mellemrum, for at kunne sammenligne. Det var længe siden jeg sidst havde taget et. Da jeg fik sammenlignet de tog billeder fik jeg lidt af en øjenåbner. Og sikke en dejlig øjenåbner at gå på weekend på. Der ER virkelig sket noget!

Weekenden stod som tidligere skrevet på julefrokost både fredag og lørdag, så var spændt på hvordan det skulle gå. Fredag tog jeg kun lidt fisk til forret som det eneste faste føde den aften. Til gengæld er det også svært at være sulten når man har drukket adskillige gajolshots inden maden blev serveret 😉 Til lørdagens julefrokost tænkte jeg ikke så meget over hvilken mad jeg spiste, udover at jeg fravalgte at spise dessert. Det er klart at en weekend med usund mad og alkohol sætter sine spor, men det var ikke så slemt da jeg kom på vægten.

Søndag eftermiddag vågnede jeg med halsbetændelse og høj feber, så kunne ikke andet end at blive under dynen. Til gengæld gør det for ondt at spise noget, så på den måde fik jeg detoxet min krop lidt. Vægten er hverken gået op eller ned siden torsdag, men det er kun godt efter en hel weekend med alverdens synd 😉

Jeg er snart på benene igen, og ligeså snart jeg kan komme til det, så skal jeg afsted til CrossFit!

Highfives,
Ida

IMG_9727.JPG

IMG_9665.JPG

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s