Uventede komplimenter, lavt blus på livskomfuret og lidt om at glæde-fixe

Det er efterhånden ret lang tid siden jeg har fået skrevet et indlæg her. Og Gud ved jeg trænger til at få det gjort! Og må indrømme det allerede nu; det bliver et langt og personligt indlæg. Nu er du advaret 😝

Har siden sidst haft to lidt sjove oplevelser jeg bliver nødt til at skrive lidt om. Sidst jeg havde vagt på den bar jeg arbejder på, var der pludselig en gæst der spørger mig om jeg ikke har tabt mig ‘helt vildt’ (aaaargh, halvt gas! Men det var da sødt formuleret af ham. Overdrivelse fremmer forståelsen). Havde aldrig set manden før, så undrede mig over det. Han ville ikke svare på, hvordan han vidste det, men ville bare fortælle mig, hvor flot han synes det var 🙈 Derudover mødte jeg i dag en jeg for et par år siden var tutor for på AAU. Gik og lignede PIS, fordi jeg skulle ned at træne. Var ikke engang sikker på hun kunne genkende mig, så frygtelig så jeg ud 😜 Hvorom alting er, så stopper hun mig, kun for at sige, at hun har læst lidt her på bloggen, og at hun synes det er sejt gået. I begge tilfælde af uventede komplimenter vidste jeg overhovedet ikke, hvordan jeg skulle reagere. Jeg blev helt forlegen, men også utrolig glad. Så hvis I to læser med derude; af hjertet tak. I reddede min dag 😄

Det har været en ret hektisk tid de sidste par uger. Det har gjort det svært at holde fokus på kost, men faktisk også lidt træningen. Jeg kommer stadig afsted, men kunne godt mærke sidste gang, at jeg nogle gange glemmer mit hoved derhjemme. Sidste WOD jeg havde med Camilla skulle vi blandt andet lave double unders. Det plejer at være sådan, at os der ikke kan lave DU bare laver dobbelt så mange singles. Men til denne workout blev der meldt ud, at man skulle forsøge sig med DU. Fuck fuck fuck! Med min sædvanlige Ida-mentalitet tænkte jeg, at jeg ikke kunne – ej heller lære det. Motorik-spasser og en klods som mig ville ALDRIG kunne sjippe så hurtigt 🙈 Til min store overraskelse lykkedes det mig dog flere gange gennem workouten at lave fine DU’s! Med det resultat at begge mine underarme fik en del pisk, så lignede jeg ved ikke hvad bagefter. Nu skal den bare have endnu mere gas med DU’s så jeg kan blive bedre ☺️

Grundet travlhed synes jeg ikke rigtig jeg har haft fokus på kosten, hvilket har resulteret i at vægten står stille. Det har den faktisk gjort siden jeg nåede mit delmål, hvilket er virkelig nederen. Jeg har godt nok smidt et par cm om maven, men vil gerne vægten også rykker sig lidt. Jeg kæmper dog videre her i julen med alt hvad jeg har!

Udover at vægten har stået stille har jeg selv kæmpet lidt med den skrantende selvtillid. Det sværeste ved det her vægttab er klart alt det psykiske. Det er ikke kampen mod kiloene der er svær. Det er kampen mod en selv. Det kræver en del af mig at holde modet oppe, og motivere mig selv til at blive ved, selv når det er rigtig surt. Derudover er det en daglig kamp at få nye vaner og foretage fornuftige valg. Efterhånden som året her er gået kan jeg godt se at jeg er godt på vej, og at jeg allerede foretager langt flere fornuftige valg uden at tænke over det. Men det kræver fokus. Det er så let at falde tilbage i et mønster man har haft i flere år.

Der er sket noget, i min optik, fucked op i takt med mit vægttab. Efterhånden som vægtkurven går ned, gør selvtilliden det også. Det er flere år siden jeg har været så ‘tynd’ som jeg er nu, og derfor undrer det mig, at jeg faktisk havde større selvtillid da jeg vejede 16 kilo mere. Jeg tror det har noget at gøre med, at efterhånden som kiloene ryger af, så ryger de ‘beskyttende lag’ også. Jeg kan pludselig se, hvor stor jeg faktisk var (og stadig er). Og netop fordi det er gået op for mig, er jeg nu også bevidst om, hvor uendelig langt jeg har igen. Det tager pusten fra mig, og har indflydelse på min selvtillid. Det er som om at der lige er blevet skruet ned på laveste blus på livskomfuret. Har accepteret at det er klart der sker ting med mig under et vægttab, men føler det er helt forkert at selvtilliden forsvinder. Det er for fa’en ikke let at kæmpe i forvejen 🙈 Jeg vil gerne tilbage til den glade Ida.

Og hvordan kommer jeg så det? Har intet klart svar. Endnu. Jeg har dog en teori om, at jeg alt for længe har sat andre i forreste række. Glemt at lytte til hvad jeg gerne vil. Glemt at gøre det der gør mig glad. Har længe gjort alt jeg kunne for at gøre alle i min omverden glade, og smidt alt hvad jeg havde i hænderne for at lytte, hjælpe, trøste, kramme. Det har givet mig et midlertidigt glæde-fix at kunne sprede glæde for folk jeg holder af. Men som med alle andre former for fix, så aftager virkningen. Hvor er kæden sprunget af? Jeg har levet af de små glæde-fix så længe jeg kan huske. Inden for de sidste 9 måneder har jeg haft mange samtaler med min skønne roomie om, hvorfor jeg konsekvent sætter mig selv i anden række. Jeg er nået frem til at det blandt andet er derfor jeg blev overvægtig. I min verden var det eneste der betød noget, at mine omgivelser var glade, så var det ligemeget om jeg var. Jeg betød ikke noget. Nu hvor jeg er lidt mere bevidst om at jeg let glemmer mig selv, arbejder jeg med at sætte mig selv forrest. Men jøsses det er svært! Glæde-fixer stadig en helt del, men det tror jeg altid jeg vil gøre ☺️ Jeg skal trods alt stadig være Ida. Det er dog på tide at jeg giver mig selv lov til også at være den der skal lyttes til, hjælpes, trøstes, krammes.

Fighters fight!

Highfives fra Ida

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/25a/78949233/files/2014/12/img_0040.jpg

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s