Det går laaaaaaaaangsomt…

Jeg er vist lidt dårlig til at få skrevet herinde, men skidt pyt. Bare jeg husker det engang imellem 🙂

Sidste uge var både en god og en dårlig uge. Jeg var virkelig fokuseret på både kost og træning. Fik spist helt rigtigt, og fik endda klemt min morgenmad (omelet) ned, som jeg plejer at springe over. Derudover var jeg mere til træning, end jeg plejer. Tirsdag var jeg til CrossFit om morgenen og badminton et par timer om eftermiddagen. Onsdag morgen var jeg på et CrossFit Cardio hold, og det er ikke sidste gang, jeg tager på det hold! Det var fantastisk. Fik virkelig pulsen op og tror det hold er en ret god kombination med de almindelige CF workouts. Torsdag havde jeg hviledag, da jeg godt kunne mærke, at min krop var lidt øm. Fredag var jeg på et almindeligt CrossFit hold, men fordi jeg kendte to, der startede på Intro-holdet bagefter, tog jeg det hold med også. Søndag morgen tog jeg til endnu et hold. Og igen i går tog jeg to hold i streg. Så man kan sige, at jeg ligesom har fået trænet igennem 😀 På den måde var det en god uge!

Men… Det var også en lidt træls uge, da jeg længe har ville tage op til min diætist for at blive vejet. Jeg tager engang imellem derop, men har ikke været der siden juni, så glædede mig til at se, hvor meget, der var sket med fedtprocent osv. Nu hvor jeg er blevet sådan en (slags) CrossFitter, så måtte den jo fortælle mig, at jeg burde stille op i bikinifitness inden længe! Altså jeg vidste godt, at jeg nok ikke havde tabt så mange kilo. Døjer jo stadig med at se mine fødder for min mave 😉 Men jeg gik ud fra, at vægten går langsomt ned, fordi jeg bygger muskler. Derfor regnede jeg med, at jeg nu var hakket as fuck, og min fedtprocent var styrtdykket. Det var dog en slem skuffelse, da hun kunne fortælle mig, at jeg kun havde taget 200 gram på i muskelmasse. Og min fedtprocent var gået op! Wtf?! Blev simpelthen så ked af det, og lidt opgivende også. Hvad fanden er det ved at kæmpe når der ikke sker en skid? 😦 Og hvad er det jeg gør forkert i så fald? Jeg blev enig med hende om, at jeg skulle skrive min kost ned nogle dage, så hun kunne gennemgå det. Jeg sendte hende min kostdagbog i går og venter på svar.

Sidste uge var også lidt en øv uge, fordi jeg kunne mærke, hvor meget det er begyndt at gå mig på, at der ikke sker noget. Jeg slæber mit store bagparti til træning flere gange om ugen, hvor jeg forsøger at være ligeså sej som de andre i CrossFit centeret, men er altid slappere end de andre. Og ja, jeg ved godt, at jeg ikke skal sammenligne… Men nu har jeg alligevel gået til CrossFit siden oktober, og jeg er muligvis lidt utålmodig, men i min verden burde der være sket større fremskridt. Derfor har jeg været super opgivende. Selvom træningen stadig gjorde mig glad, så begyndte jeg igen at være lidt for hård ved mig selv. Jeg tror i ville grine, hvis i hørte, hvad jeg siger til mig selv, når jeg træner 😀 Nogle gange kommer det frem på badmintonbanen, når jeg spiller dårligt. De andre blev sgu lidt skræmt sidst, da jeg råbte: “Come on Ida, din fede ko. Flyt dig nu på banen, for helvede!”. Men de er vist ved at være vant til, at jeg råber til badminton. Tror jeg nok 😛

Midt på ugen skete der dog noget, der for alvor viste mig, hvor vigtigt det er, at jeg fortsætter. Min stedfar blev indlagt med en blodprop i hjertet. Det var sket til badminton i tirsdags, og jeg fik et chok, da min mor ringede onsdag. Lægerne siger, at det, der reddede ham var, at han altid har dyrket meget motion. Han kunne være død nu, men på grund af et stærkt hjerte, så klarede han den. Jeg har mistet min far i 2011, så tanken om at miste endnu en far var frygtelig! Han blev opereret torsdag, hvor han fik to ballonudvidelser, og er helt okay igen. Han er så sej ham Lasse-far ❤  Jeg er SÅ lettet, taknemmelig og glad for, at det hele gik godt. Men sikke en forskrækkelse. Det satte ligesom det hele i perspektiv. Også mit vægttab. Det gik op for mig, at det er virkelig vigtigt, at jeg bliver sund. Min krop har været belastet af overvægt i mange år, og den bliver ikke ved med at gå. Så selvom det var en frygtelig hændelse, så gav det ligesom lidt motivation tilbage.

Når jeg kigger på min krop, er jeg ved at blive skør. Jeg kan ikke se andet end fejl og overflødige kilo. Derfor bliver jeg utålmodig, når det går så langsomt, som det gør i øjeblikket. Sidste uges hændelse har dog ændret mit syn på min krop lidt. Ja, jeg mangler 20-25 kilo, før jeg er i mål. Ja, jeg får sikkert klamme patter af at tabe mig mere. Ja, min mave er fyldt med grimme strækmærker. Ja, min røv er stor. Ja, jeg har slaskede mormor arme. Og ja, jeg er væsentlig langsommere og slappere end de andre til CrossFit… Men jeg er her. Jeg lever. Jeg er på rette vej til at blive sund. Det skal jeg huske på. Jeg er en sundere og flottere Ida end for to år siden. Det skal jeg være stolt af. Jeg tror generelt vi skal være bedre til at rose os selv og hinanden. Og ikke mindst sætte pris på, at vi er i live, raske og mobile.

Derfor har jeg lavet en aftale med mig selv. Fuck det om jeg ligner amatøragtig og overvægtig Shar Pei når jeg træner, så længe jeg bare gør det. Sundhed frem for alt!

Highfives,

Ida





Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s