Lakridsægget i Haribo posen

Jeg har længe tænkt på at skrive dette blogindlæg, og lysten blev ikke mindre efter at have set filmen “The DUFF”. En film der er utrolig kliché og overdrevet amerikansk, men som jeg alligevel tog mig selv i at kunne relatere til. Trist. DUFF står for Designated Ugly Fat Friend. Og ja, det er åbenbart et udtryk. Det findes også i Danmark, hvor jeg blandt andet har hørt om ‘granaten’. Den veninde en af kammeraterne kaster sig på, så den anden kammerat kan få fingrene i den pæne af veninderne. Det lyder grimt, men det er realiteten for mange piger. Det er ligesom lakridsægget i Haribo posen. Ingen gider rigtig have det, men det bliver alligevel nupset til sidst når alt det gode er spist.

Det nytter ikke noget at nægte det. Jeg er granaten. The DUFF. Når jeg tænker over det, så har jeg prøvet utallige gange at snakke med en sød fyr i byen, for til sidst at blive spurgt af selvsamme fyr om min veninde er single. Damn. Den gør sgu avs. Jeg har egentlig aldrig haft de helt store problemer med at score, men det har næsten altid været fyre jeg kendte i forvejen. Har kun enkelte gange prøvet at det ikke var mig der var granaten. Nu hvor jeg er 18 kg inde i mit vægttab, kan jeg pludselig godt forstå, at jeg var granaten. Lad os være ærlige… Hvorfor vælge den lidt for højtråbende Fede Dorit, når man kan få den søde Megan Fox der sidder ved siden af? Udover at udseende betyder (alt for) meget når man går i byen, betyder selvtillid og udstråling også ret meget. Jeg har egentlig altid haft ok selvtillid, men haft elendigt selvværd. Derfor kom jeg nok også hurtigt til at udstråle at mit gode humør og selvironi var et skalkeskjul. Det har jeg dog aldrig rigtig selv følt. Jeg har altid gjort grin med min størrelse, ikke fordi jeg nødvendigvis var ked af hvordan jeg så ud, men nærmere fordi jeg var realistisk. Folk er jo ligesom ikke blinde, så enhver kunne jo se at min krop var 70% klejner. Når jeg kigger tilbage, kan jeg godt se, hvorfor folk kunne tro, at jeg brugte humor som et skjold. Så en ting er, at de færreste mænd tænder på store piger, men en anden ting er, at stort set ingen mænd finder piger uden selvtillid tiltrækkende.

Jeg har tit fået at vide af folk omkring mig, hvor dejlig, sjov og charmerende de synes jeg er, og de “altså ikke kan forstå jeg ingen kæreste har”. Nej, det er kraftpedervæltemig også mig en gåde! Hver gang er jeg kommet til den konklusion, at ingen vil have mig, fordi jeg var/er overvægtig. Jeg tror stadig det har en del at sige, men jo mere jeg taber mig, jo mere går det også op for mig, at det ikke udelukkende skyldtes min overvægt. Hvad skal jeg så bruge som undskyldning for min singlestatus, når jeg bliver tynd engang? Jeg skal også finde på nye jokes, når jeg bliver tynd, for så fungerer mine fat-jokes om mig selv ikke længere. Så må jeg jo bare igang med at joke om den t-shirt af løs hud jeg får mig.

Som jeg har skrevet før, så har jeg faktisk fået værre selvtillid og selvværd af at tabe mig. Det er underligt, og så alligevel ikke. Min hjerne har været så sød at beskytte mig lidt da jeg var stor, så jeg var ikke helt selv bevidst om hvor galt det var. Derfor var det en mavepuster når jeg f.eks. så mig selv på billeder. Så kunne jeg godt se at den ikke var helt god. Men udover det, så levede jeg fint med min alt for store krop, for ‘så tyk er du heller ikke’. Udover at det var jeg. Og det er virkelig gået op for mig nu, hvor meget jeg har beskyttet mig selv mod de barske realiteter. Jeg har set dem i øjnene nu, og det gør det svært at holde selvtilliden oppe. For jeg har tabt 18 kilo, og har mindst 18 kilo at tabe endnu. Så er man fandme tyk. Det var jeg både dengang og nu. Det har haft en voldsom virkning på min selvtillid og mit selvværd. Der er SÅ langt igen! Er blevet lidt mindfucked af vægttabet, og kan kun fokusere på negative ting når jeg kigger på mig selv og min krop. Spejlet og vægten er min værste fjende, og der går langt imellem at jeg kan gå nogle steder uden at være meget selvbevidst. Jeg føler mig fanget i en krop jeg hader, og på grund af det har jeg mistet lidt af min ‘gnist’. Hvordan jeg finder den igen, det ved jeg virkelig ikke. Men det hjælper i hvert fald ikke at tage i byen og være granaten. Jeg var en granat dengang, og jeg er en granat i dag. Og hvor er jeg dog træt af det. Træt af ikke at føle mig smuk. Træt af at føle mig forbigået. Træt af at se kvinder vælte sig i mænd, udelukkende fordi de er smukke. Træt af at føle mig mindre værd pga. min vægt. Træt af ikke at føle mig eftertragtet. Træt af at blive valgt fra.

Jeg sgu også prøve at være hende mændende kigger langt efter! Du godeste hvor har jeg mødt mange røvhuller, og for satan hvor skal jeg få dem til at hade deres liv. Men det er ikke vægttabet alene. Det er selvtilliden og selvværdet der skal arbejdes på. Det er hele mit mindset omkring mig selv der skal ændres. Jeg kan ikke længere leve med at hade mig selv. Det gør simpelthen for ondt. Jeg gider ikke længere være lakridsægget i Haribo posen! (Medmindre der sidder en rigtig sød fyr derude, der er helt vild med lakridsæg selvfølgelig)

Highfives,

Ida aka. Granaten

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s