_CrazyCatLady88_ med nye delmål

Som jeg skrev i sidste blogindlæg, så sker der nogle spændende ting i mit liv for tiden. Jeg skal nok få skrevet et blogindlæg om mine to photoshoots for Carite Sport, men vil så gerne vente indtil billederne er offentlige. Og det er de heldigvis snart! 🙂

Mit vægttab har stået stille de sidste tre uger. Jeg har manglet lidt motivation til at træne, ligesom jeg ikke har levet efter min kostplan. Jeg er røget af sporet, og har ikke følt samme gejst som jeg plejer. Dertil kommer, at når jeg endelig har taget mig sammen til at træne, så har jeg været ekstremt negativ og hård ved mig selv (det er vist ikke noget nyt). Jeg har haft nej-hatten lidt for solidt plantet på hovedet. Alligevel er jeg dog ikke røget tilbage i gamle vaner, men det tror jeg heller aldrig jeg helt kommer til igen. Jeg føler mig dog doven når jeg kun træner 2-3 gange om ugen, når jeg på et tidspunkt var oppe på 5-6 gange om ugen 😉 Det vigtigste er, at jeg stadig kommer afsted.

For nogle uger siden blev jeg endnu en gang mindet om, at jeg højst sandsynligt ender alene med 72 mere eller mindre levende katte et gudsforladt sted. Og er der noget der giver mig lyst til at give op – så er det den tanke. Heartbreak gør bare så fandens ondt altså! Så de sidste par uger har jeg ladet følelserne styre mig lidt, og taget en pause fra vægttabet. Velfortjent. Jeg har hverken haft fokus eller overskud til at tænke på det. Det er dog der jeg er blevet bevidst om, at jeg skal passe på ikke at falde tilbage i gamle vaner. Lade være med at give overvægten skylden for at jeg er alene. Lade være med at tænke, at jeg er tyk og dermed uelskelig. Lade være med at spise med følelserne. Lade være med bare at give op. Hvis ikke det var fordi at det er lidt besværligt i fosterstilling, så havde jeg nok op til flere gange ædt is direkte fra bøtten. Jeg har dog ikke gjort det. Så selvom jeg har holdt en pause, har jeg faktisk bibeholdt vægttabet. Derfor har jeg fået større tiltro til, at min livsstilsændring er en varig af slagsen.

Jeg gad virkelig godt at løsningen på heartbreak var is og fosterstilling, men jeg ved godt hvad løsningen er for mig. Op på krikken igen, og fuld gas frem. Jeg klarer fint selv at tænke negativt om mig selv, så yderligere brænde på bålet er det sidste jeg har brug for lige nu. Derfor har jeg besluttet, at det er på tide at sætte mig nye mål. Jeg har brug for noget at arbejde mig frem mod, og kæmpe for. Tilbage med fokus og overskud. Jeg har en ide om, at jeg vil tabe 5 kg. inden min venindes bryllup d. 22 august. Det er en lang tidsfrist, og dermed også et realistisk mål. Derudover vil jeg arbejde fokuseret på at forbedre specifikke skills; boxjump (tør ikke hoppe på den satans kasse!) og pull-ups. Så må vi se hvor langt jeg når inden tidsfristen! Næste uge skal jeg på Nibe Festival, så det bliver en udfordring ift at holde vægten. Men ryger der noget på, så er der bare mere motivation for at komme i gang bagefter.

Glæder mig allerede til at kæmpe mig mod nyt delmål.

Highfives,
Ida

20 fordele ved at være tyk

I går blev jeg ringet op af en tilrettelægger, som havde hørt lidt om mig, og gerne ville høre historien om mit vægttab. Blev spurgt om jeg ville være med i et talkshow. Som Pippi så godt siger det; det har jeg ikke ikke prøvet før, så det er jeg sikkert god til. Talkshowet skal optages om et par uger, men bliver først sendt til efteråret. Jeg er lidt ydmyg over, at den kamp jeg kæmper mod den krop jeg hader, kan være relevant og interessant for andre. Føler mig dog også utrolig smigret. Sikke nogle oplevelser, der kommer dumpende, når jeg mindst venter det. Først photoshoot for Carite Sport, dernæst Mads & Monopolet, så en artikel i MetroXpress, derefter til tilbud fra magasinet Q om et evt. samarbejde og nu skal jeg på TV 🙂 Det skal nok blive spændende!

Jeg fortalte den søde tilrettelægger min historie, og det satte nogle tanker i gang. Lige pludselig kunne jeg godt høre, hvor lang tid af mit liv jeg har egentlig har brugt på at spekulere over, hvordan min krop så ud. Ja, jeg kan faktisk ikke huske, at jeg nogensinde har følt mig normalvægtig. Selv i folkeskolen, hvor jeg egentlig var normalvægtig, følte jeg mig tykkere end de andre piger. Jeg har så altid bare kompenseret for min usikkerhed ved at være sjov. Sådan lidt en idé om, at når jeg ikke synes jeg var pæn, så blev jeg nødt til at være hende den sjove. Og det er jo ikke blevet bedre igennem årene. Heller ikke selvom jeg har tabt 20 kilo. Som jeg har skrevet tidligere, så er min selvtillid jo faktisk dalet drastisk. Jeg hader den krop jeg er i. Men tænk hvor meget energi jeg har brugt på at hade den? Det er da for dumt. Den energi er spildt, og kunne sagtens være brugt til mere nyttige formål 🙂 Så efter samtalen med tilrettelæggeren kom jeg endnu engang til at tænke på, hvor lidt tid jeg bruger på at tænke positivt om min krop. Derfor begyndte jeg helt automatisk at finde frem til fordele ved at være overvægtig. Okay, jeg er ikke helt bagt færdig på øverste etage, men det hjalp. Jeg kunne nemlig slet ikke lade være med at smile lidt, hver gang jeg fandt en fordel. Her er de fordele jeg fandt frem til:

  1. I bussen får man sædet for sig selv. Medmindre de render rundt med en usædvanligt lille popo, så er der ingen farer for, at de gider sidde på kanten af sædet hele turen med pøbeltransporten.
  2. Det er let at holde varmen. Der er en god grund til at jeg har klaret mig uden vinterjakker flere år i streg. Jeg er naturligt polstret.
  3. Jeg kan få det optimale ud af ‘All you can eat’ konceptet. Min krop og mave er vant til at spise for meget, så keep them ribs coming! Jeg er bygget til det. Jeg har det sorte bælte i tag-selv-bord.
  4. Min krop kan på alle måder konkurrere med selv den blødeste hovedpude på markedet. Go home, Dyne Larsen. Ikke nok med at jeg er blød at putte op af, så er jeg også blød at røre ved. Man stikker sig ikke på mine knogler eller river sig på mine mavemuskler.
  5. I tivoli kan jeg slippe for forlystelser, jeg ikke har lyst til, fordi ingen tør stille spørgsmålstegn ved det, når jeg bilder dem ind jeg ikke kan være i selen.
  6. Skulle jeg træffe at snuble, så er det smart at have en krop, som fungerer på samme måde, som hvis jeg var pakket ind i bobleplast.
  7. Tykke mennesker er sværere at kidnappe. Held og lykke med at slæbe mig nogen som helst steder hen mod min vilje!
  8. Der er mere krop at tatovere på, hvis jeg skulle have lyst til det engang.
  9. Når det blæser står jeg stadig solidt placeret på jorden, alt imens biler og træer flyver om ørerne om mig. Jeg blæser ikke sådan lige omkuld.
  10. Jeg har muligheden for at gøre karriere som mavedanser.
  11. Fedt flyder oven på vandet, så risikoen for at drukne er væsenligt formindsket.
  12. Hjemme ved mors kødgryder slipper jeg for at blive påprakket mere mad, på trods af en kvalmende mæthed, med kommentarer som: “Spis noget mere! Du spiser som en fugl!” eller “Du går og bliver alt for tynd. Spis du nu noget mere”. Modsat skindcykler der indtager aftensmad i fuglemåltidsstørrelser, så er der ingen som sidder og undrer sig over ‘hvad hun dog gør af det?’.
  13. Skulle jeg stå i en uheldig nødssituation, så kan min jakke fungere som enten telt eller faldskærm.
  14. Jeg slipper for at blive lagt an på i mit træningscenter. Hovedsagligt fordi mit kadaver under og efter træning lider af svær overproduktion af sved, flankeret af et postkasserødt ansigt.
  15. I og med min krop har et større overfladeareal fungerer jeg umådelig godt som målmand eller læbælte. Skygge for solen kan jeg også klare.
  16. Jeg får altid en god siddeplads i selskaber, fordi værten frygter for klapstolenes liv.
  17. Bliver jeg skubbet til under en koncert udløser spørgsmålet: “Er det fordi jeg er tyk eller hvad?” stort set altid en gratis fadøl.
  18. Det er let for en kæreste at svare på, om min røv ser stor ud i bukser.
  19. Når jeg engang bliver gravid behøver jeg ikke blive ked af at få strækmærker. Dem har jeg i forvejen.
  20. Det er let at lave nytårsforsæt.

Ja, jeg ved godt at jeg er kronisk ironisk. Pointen er, at jeg skal være bedre til at vende de negative tanker til positiv energi. Med smil kommer man længst.

Highfives,

Ida

I am the Thoughest!

For noget tid siden fandt jeg ud af, at der kom et forhindringsløb til Aalborg d. 6 juni. Flere fra CrossFit by The Mill skulle afsted, og Camilla forsøgte at overtale mig til at prøve det. Efter lidt research fandt jeg lynhurtigt ud af, at det skulle jeg IKKE! En bane på 8 km med over 40 forhindringer. Jøsses. Det blev et nej. Selvom jeg kunne nå at træne op til det, så vidste jeg også godt, at der var mange af forhindringerne jeg ikke kunne komme igennem. Lovede dog Camilla, at jeg nok skulle komme og heppe dem alle sammen i mål.

De sidste par uger har jeg helt mistet motivationen for at træne. Det er som om, at jeg har haft brug for en lille pause fra vægttabet. Derfor var det også mere med hygge-mentalitet end fighter-mentalitet at jeg tog afsted mod træning fredag eftermiddag. Der sad vi nogle stykker og snakkede i solen, heriblandt om lørdagens Toughest. Torben Keller, som er instruktør i CrossFit by The Mill, fortalte at hans kæreste Line desværre ikke kunne deltage i løbet alligevel, og at han derfor havde en ekstra billet. Der gik ikke længe før Camilla og Torben begyndte at overtale mig til at jeg skulle gøre brug af den ekstra billet. Jeg var skeptisk. “Det kan jeg jo ikke finde ud af!”

Torben er ret fantastisk coach, og det lykkedes ham alligevel at gøre en lille del af mig nysgerrig. Han tilbød mig, at han ville løbe hele banen sammen med mig, og hjælpe mig over forhindringerne. Følges i mål. Han er for vild. Jeg var overbevist om, at jeg aldrig ville kunne gennemføre. Derudover var jeg meget nervøs for, at det ville være et større nederlag for mig at deltage, hvis jeg nu blev bekræftet i, at jeg ikke kunne klare særlig mange forhindringer. Alligevel var det også en helt unik chance Torben serverede. Ikke nok med en gratis billet, men også en personlig coach hele vejen, der kunne motivere og hjælpe mig. Det er en chance man ikke får mere end én gang. Så jeg sagde ja til at deltage. Utrænet, bange, nervøs, spændt og særdeles uforberedt på, hvad lørdagen skulle bringe.

Jeg kunne næsten ikke sove fredag nat. Og da jeg stod op lørdag morgen var jeg simpelthen så nervøs. Havde ondt i maven. Var bange. Jeg besluttede mig for, at jeg ville presse mig selv for Torbens skyld. Jeg ville ikke skuffe ham. Og der var kun ét mål; at komme over målstregen. Alt derimellem var kun bonus. Det længste jeg nogensinde har løbet er 5 km, så at kaste sig ud i at løbe 8 km uden at have trænet til det, er jo fuldstændig hjernedødt. Men jeg vidste også godt, at kroppen kan mere end man tror, og at rigtig mange begrænsninger sidder i hovedet. Derfor lagde jeg den taktik, at når kroppen gjorde ondt, så skulle jeg blive ved med at løbe. For min krop kan godt, selvom hjernen siger stop. Da vi møder op inden løbet skal gå i gang spejder jeg forgæves efter andre typer jeg kan relatere mig til. Jeg fik ikke øje på en eneste der ikke så toptrænet, slank og muskuløs ud. Shit. Det ender med at de er i gang med at pakke banen sammen til den tid jeg når i mål…

Da vi står ved start var jeg simpelthen så nervøs. Jeg havde samme fornemmelse i maven, som lige inden man skal op i en karrusel. Spænding og angst. Torben stod klar ved min side, og havde valgt at tage et GoPro på maven, så oplevelsen kunne dokumenteres. Og afsted det gik. Fra starten valgte jeg at løbe et langsomt tempo, så jeg kunne styre min vejrtrækning. Har haft problemer med hyperventilation, så sørgede for at fokusere på vejrtrækning. Forhindringerne var meget forskellige. En høj mur af halmballer, løb med en træstub, en container pyramide, kravle-baner, mure der skulle kravles over, farmer walk med tunge benzin dunke, løb med 20 kg sandsæk, armgang, kravle op i et reb, fire sig over vandet på et reb og meget meget mere. Jeg måtte bruge Torbens hjælp mange gange undervejs, og ved en del af forhindringerne måtte jeg tage strafrunden. Det betød, at jeg skulle løbe nogle hundrede ekstra meter. Hver gang stod Torben og ventede på mig, og han var en uundværlig makker. Han opfordrede mig til at prøve hver forhindring, og på grund af hans hjælp, så kom jeg igennem mange flere forhindringer end jeg troede var muligt. Nogle af dem var jeg dog for svag til eller for bange for, og der måtte jeg tage strafrunden. Da vi var over halvvejs kunne jeg godt mærke min krop begyndte at gøre ondt, og jeg var ret træt. Vi satte tempoet en smule ned, og Torben hjalp psyken på vej, ved at fortælle mig at vi snart var på vej mod mål. Den sidste forhindring inden vi skulle vende om og løbe tilbage mod målområdet, var 8 store halmballer. Jeg havde allerede tidligere i løbet kravlet over 10 styks, og de er en hårdere forhindring end jeg troede. Nu var jeg bare rigtig træt, men over de 8 halmballer, det skulle jeg sgu! Jeg var simpelthen en klovn uden lige til at komme over de her halmballer. Den eneste måde jeg kunne få min store krop over, var ved at hoppe op og kaste mig op på maven, hver gang tog jeg af med min venstre albue. Andre omkring mig hoppede uden problemer op på dem og rullede over dem, som om de ikke havde lavet andet. Men der lå jeg og fyldte hele halmballen, mens jeg prøvede at få røven med. Det foregik i et væsentligt andet tempo end de andre 😀 Alligevel var de her halmballer mit turning point. Ved de sidste tre halmballer sprang jeg nærmest op på dem, uden at lande på maven eller albuen. Efter halmballerne begyndte vi at løbe mod mål, og så var det som om at det hele blev lidt lettere og sjovere.

Hele vejen igennem kunne jeg høre Torbens rosende ord, og der blev givet en del highfives på den tur. Da vi er næsten i mål beslutter jeg mig for, at jeg vil udfordre min højdeskræk. Derfor springer jeg i vandet fra 5 meter istedet for at springe i fra 3 meter. Der var virkelig langt ned, men hvor er jeg stolt over at jeg alligevel gjorde det. Plaskvåd og træt kommer vi i mål, og jeg forstod det ikke rigtig. Jeg var så høj på adrenalin, at jeg knapt opfattede at vi var kommet i mål. Da jeg ser Camilla og mine venner i målområdet var min eneste reaktion at græde. Jeg var stolt, men græd mest af ren overraskelse. Jeg kom i mål. Og det var gået over alt forventning. For andre virker det sikkert fuldstændig åndssvagt at tude over et sølle 8 km forhindringsløb. Men det var for mig det største! Tænk at min laskede krop kunne løbe 8 km + et par km i strafrunder, og komme igennem en stor del af forhindringerne? For et år siden havde jeg aldrig turde gøre det. Det var så vildt. Jeg skylder Torben den største tak. Det kan slet ikke beskrives. Jeg havde aldrig gjort det uden hans hjælp. Så tak til Torben for at hjælpe mig igennem. Det er en oplevelse jeg aldrig vil glemme. Som jeg sagde på vores tur; når jeg bliver stor, så vil jeg være ligeså sej som dig, Torben. Jeg kan nu kalde mig for Finisher af Toughest Aalborg 2015. Det er ikke sidste gang jeg gør sådan noget! Jeg var virkelig stolt af mig selv, for første gang i rigtig lang tid. Den følelse kan jeg leve rigtig længe på. Aldrig har min krop haft så mange blå mærker, og aldrig har jeg været mere stolt af at vise dem frem.

Om aftenen i byen sagde Torben noget der gjorde indtryk. Han sagde at jeg inspirerer ham. Det overraskede mig, da jeg ikke finder min strækmærkebefængte og klejnedejsagtige krop særlig inspirerende. Jeg har aldrig tænkt over, at det er inspirerende det jeg gør. I min verden er det fuldstændig hjernedødt at jeg har kastet mig ud i f.eks. CrossFit, når jeg på ingen måder kan finde ud af det. Men én ting vil jeg dog give Torben ret i. Jeg kæmper. Det er ikke kønt, men jeg kæmper. Og det er måske inspirerende for nogle. Det er da det største kompliment man kan få! Kan godt lide tanken om at inspiration går begge veje. Det skal jeg huske på. Optagelserne fra GoPro bliver ikke æstetisk lækre, men fuck hvor jeg glæder mig til at se videoen. Det var den dag jeg beviste overfor mig selv at jeg kan mere end jeg tror. Det var den dag jeg blev Toughest!

Highfive, The Toughest

   
             

I’m back!

Sikke længe siden jeg sidst har skrevet et indlæg her. Det er der mange årsager til. Og der er sket så meget at jeg næsten ikke kan opsummere det hele. Det ville også være alt for kedeligt 🙂 Men maj måned har været en god måned, hvor jeg har været rigtig fokuseret på vægttabet, hvilket resulterede i, at jeg ramte 21 tabte kilo lørdag d. 23 maj. Jeg var meget stolt af mig selv, og jeg var ikke til at skyde igennem. Lige den dag var det ekstra godt at ramme mit delmål, for det var samme dag som der var karneval i Aalborg. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville holde pause fra druk i to måneder, men at jeg måtte drikke til karneval. Så det gjorde jeg. Og hold nu kæft en sjov og dejlig dag!

Maj har også været måneden, hvor jeg har prøvet at være crossfit dommer for første gang. Jeg har taget et online kursus, og skulle så prøve kræfter som dommer første gang til Army Games d. 16 maj. Det gik godt, selvom jeg var meget nervøs. Jeg har aldrig selv stillet op i en CrossFit konkurrence, og ser stadig mig selv som nybegynder. Så det var lidt en mærkelig oplevelse at skulle dømme en flok atleter, som er superstærke og seje til det de laver. Det er dog ikke sidste gang jeg tilbyder min hjælp som dommer. Selv får man ret meget blik for god/dårlig teknik, og jeg synes det er ret spændende at følge med i. Jeg drømmer om engang selv at stille op i en konkurrence, men jeg synes der er virkelig langt endnu. Selvom der er stor forskel fra, da jeg begyndte i oktober og til nu, så synes jeg godt nok stadig, der er lidt for meget piberenser over mine arme endnu.

Til gengæld har maj også været den måned hvor jeg har taget mig selv i at kigge en ekstra gang, hvis jeg er gået forbi et vindue. Jeg har ikke altid kunne genkende spejlbilledet, og det gør mig glad at jeg endelig SELV kan se en forskel på min krop. De sidste fem kilo har gjort en stor forskel. Dermed ikke sagt at min selvtillid er i top, for jeg kæmper stadig dagligt mine indre kampe. Er simpelthen så hård ved mig selv, og jeg har oftere dage, hvor jeg føler mig tyk, end dage hvor jeg har det godt. Jeg er ret træt af, at min selvtillid afhænger af ydre påvirkninger. Der skal meget lidt til at påvirke min selvtillid, og dermed også mit humør, i negativ retning. Langt hen af vejen tror jeg, at jeg er god til at bilde mig ting ind, som ikke nødvendigvis passer. Jeg ser ting andre ikke ser. Er ekstrem selvkritisk, så går ud fra at alle omkring mig også er det. Jeg kan ikke genkende den her ‘svage’ Ida, og det irriterer mig, at jeg ikke kan styre det. F.eks. så blev der taget et billede til min nieces barnedåb i søndags. Jeg havde glædet mig til at være gudmor, og var godt tilpas i det tøj jeg havde fået købt til anledningen. Jeg havde nået mit delmål, hvilket var lækkert, når jeg vidste der blev taget mange billeder den dag. Efter dåben ville jeg gerne have taget et billede i haven af mig og lille Ellen, så min søde tante tog et billede af os. Da jeg efterfølgende ser billedet blev jeg simpelthen så ked af det. Det eneste jeg kan se er en dobbelthage, og med det samme dalede både min selvtillid og mit humør. Der er intet at gøre når først jeg når der til. Jeg er så træt af, at selvtilliden ikke kommer indefra, men afhænger af om der bliver taget et godt billede. Nu må jeg lige tage mig sammen. Jeg har lidt ondt af folk omkring mig nogle gange. Ikke nok med at jeg ikke altid er behagelig når jeg kommer i self-hate-mode, men jeg er også ekstra sensitiv. Bliver så hurtigt usikker, og over-analyserende. Det skal jeg altså stoppe med 🙂 Det kan jeg ikke holde ud i længden!

Den 10 juni skal jeg være plus size model for Carite Sport. Jeg skal på photoshoot i Århus, og jeg er virkelig spændt på hvordan det skal gå 🙂 Heldigvis har min aller skønneste Camilla tilbudt at tage med mig, så er sikker på vi får en spændende dag. Jeg har aldrig været model før, så er lidt spændt på, hvordan jeg klarer den. Især det med at smile på kommando foran et kamera. Det går meget godt når jeg tager et selfie, men det er jo også når jeg er hjemme alene. Ikke foran en flok stylister, fotografer osv. Pyh! Glæder mig til at se, om jeg kan se andet end dobbelthager på de billeder… Ellers så kan photoshop heldigvis klare det meste. Hurra for det!

Highfives, Ida