Bekendelser fra en plus size model

Skærmbillede 2015-07-09 kl. 14.01.20

Som jeg tidligere har skrevet, så takkede jeg ja tak til at være model for Carite Sport. De ville heldigvis bruge mig alligevel, selvom jeg havde tabt mig 5 kg siden jeg var med i Mads & Monopolet, hvor jeg lige havde fået det tilbudt. Det var en vild oplevelse, da jeg ikke har prøvet sådan noget før.

Jeg blev booket til to photoshoots. Det første var et photoshoot for deres forårskollektion 2016, og derfor kan jeg ikke vise nogle af de billeder. De er ikke offentlige endnu. Billederne skulle tages i et CrossFit center i Århus, og det var en super fed location. Udover mig, så var der en anden model med. Hun havde flere gange været model for Carite Sport, og er yogainstruktør. Forståeligt nok, så var jeg meget nervøs for, hvad dagen skulle bringe. Ikke nok med, at det var første gang jeg stod foran et kamera, så havde CrossFit centeret åbent for træning. Derfor var der, udover make-up artist, to fra Carite Sport, den anden model, fotografassistent og fotograf, et helt træningscenter som publikum. Det var en anelse grænseoverskridende for at sige det mildt. Der var ikke andet for end at kaste sig ud i det og håbe på det bedste. Jeg blev stylet naturligt, da jeg på billederne skulle se ud som om, jeg trænede. Derfor havde jeg faktisk ikke særlig meget make-up på, og håret så lidt rodet og svedigt ud 🙂

Da de første par billeder blev taget skulle jeg lige vænne mig til, at tøjet skulle fremhæve mine former. Jeg er jo vant til at have mere eller mindre løstsiddende tøj på, især til træning. Så det var mærkeligt for mig at stå der i tøj, der ikke lagde skjul på min figur. Min nervøsitet gjorde, at jeg ikke følte mig rigtig tilpas foran kameraet. Normalt når jeg tager en af mine utallige og ligegyldige selfies, synes jeg godt, at jeg kan smile naturligt. Det var bare som om jeg ikke rigtig kunne finde det frem. Det var en blanding af, at jeg ikke havde prøvet det før, og at der var ‘publikum’. Den anden model virkede meget komfortabel foran kameraet, og hendes billeder blev sindssygt flotte. Typisk mig, så kunne jeg kun se fejl, da jeg så mine billeder. På et tidspunkt skulle jeg have taget et billede, hvor jeg havde boksehandsker på. Jeg skulle bokse ud i luften, og bevæge mig lidt fra side til side samtidig. Eftersom jeg aldrig har gået til boksning, og da slet ikke fået taget billeder imens, fungerede det slet ikke. Det kunne simpelthen ikke lykkedes at se pæn ud, samtidig med, at jeg stod der og slog ud i luften. Fotografen forsøgte ellers ihærdigt at få mig til at løsne lidt op. Foreslog f.eks. at jeg skulle råbe ‘yeah’… Jeg prøvede, men det var på ingen måde naturligt. Faktisk var det lidt grænseoverskridende for mig at stå der og råbe ud i ingenting. Følte mig som en idiot for at sige det ligeud 😀

Heldigvis droppede fotografen ideen med, at jeg skulle slå ud i luften. Istedet tog han billeder, hvor jeg bare stod med handskerne i hænderne. Det resultat blev ganske hæderligt. Det var en vildt sjov dag, selvom jeg ikke var tilpas med situationen. Alligevel tog jeg hjem med en lidt ambivalent følelse i kroppen. For godt nok er jeg min egen hårdeste dommer, men hvis jeg kunne se fejl på billederne, ville andre så ikke også kunne det? Jeg havde ikke rigtig nogle forventninger til, hvordan billederne skulle ende med at se ud, men jeg havde nok nogle forhåbninger. Jeg havde håbet, at jeg ville se på billederne, og tænke at jeg så okay ud. Tværtimod synes jeg, at jeg så tyk og slasket ud. Dertil kommer, at jeg pludselig  nu også synes min mund var lille og mit blik for stift. Som man nok kan høre, så var der faktisk ikke det, der ikke var galt med de billeder i mit hoved 🙂 Da jeg var kommet hjem var jeg næsten skuffet over mig selv. Det er lidt svært at forklare, men jeg var nærmest sur på mig selv over, at jeg havde forventet at jeg ville synes billederne var flotte. Den hjerne der beskyttede mig, da jeg var mest overvægtig og overbeviste mig om ‘at det jo ikke er så galt’ blev endnu engang realitetsorienteret. Det ER galt. Du er stadig tyk Ida. Du har langt igen.

Heldigvis tog jeg en lang snak med mine skønne forældre, da jeg kom hjem fra shootet. Jeg ved jo godt, at det er mine tanker, der er min værste fjende. Utroligt at jeg lader dem være så altødelæggende. Desværre kan man jo bare ikke slukke for sine tanker. Efter snakken med de gamle havde jeg fået lidt af humøret tilbage. For selvfølgelig var billederne blevet gode. Ellers havde Carite Sport jo ikke godkendt dem eller valgt mig som deres model. Jeg er blevet så pessimistisk af det her vægttab, og ser kun alle de negative ting ved dagen, istedet for at være taknemmelig og stolt over at have fået chancen! Den der pessimisme skal jeg snart til at skaffe mig af med 🙂

Andet photoshoot foregik i Herning. Her skulle jeg have taget billeder til hjemmesiden, og posere foran en hvid baggrund. Jeg var selvsagt lidt nervøs, på baggrund af det første photoshoot. Og hvordan skulle jeg dog klare den uden rekvisitter? Det var jo bare mig i et sæt tøj. Jeg ved ikke hvad der gjorde det, men photoshootet gik meget bedre end det første. Mine forventninger til mig selv var selvfølgelig også i bund, og dermed kunne jeg næsten kun overraske mig selv positivt. Det var ikke et problem at posere, og jeg kunne slappe mere af. Det afspejlede sig i et mere naturligt smil og afslappet ansigtsudtryk. Jeg hyggede mig med det, og jeg nød det faktisk. Det gjorde en meget stor forskel, at der ikke var publikum, og at jeg havde prøvet det før. Når jeg så billederne der blev taget, så var der faktisk ikke nogle af dem jeg ikke kunne gå med til. Jeg synes, at jeg så glad og frisk ud. Selvfølgelig kunne jeg også se fejl, men det var slet slet ikke ligeså slemt som første photoshoot. Heldigvis! Faktisk gik det så godt på et tidspunkt, at jeg nailede et billede i første skud. Egentlig tog fotografen billedet for at tjekke lyset, men vi endte med ikke at tage flere, da det sad lige i skabet.

Der var altså en verden til forskel på min oplevelse af de to forskellige shoots. Tænk et liv modellerne egentlig lever. Det må sgu være svært at leve af sit udseende. Jeg ville ikke kunne klare presset 🙂 Respekt til modellerne. Det er ikke så let som det ser ud. Hverken det ydre eller det indre arbejde. Jeg siger ja tak, hvis jeg får tilbudt det igen. Og skulle det ske, så vil jeg finde min optimiske Ida frem fra gemmerne. Nogle af de ting jeg siger til/om mig selv, ville jeg jo aldrig sige til/om andre. Man plejer at sige, at man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles. Måske jeg liiiige skal lære at behandle mig selv ligeså godt, som jeg behandler andre 😛 Det er da en start i hvert fald. Billederne fra mit andet photoshoot ligger nu på forsiden af http://www.carite.dk. Det er underligt, men jeg er faktisk helt godt tilfreds med billederne 🙂 Desuden så skal jeg snart have bestilt noget af tøjet hjem. Forelskede mig i ret mange af de ting jeg prøvede. Ups! Tøjet er af lækker kvalitet, og pasformen er god til os plus size piger.

Highive,

Ida

image2 image1

Reklamer