8 ting CrossFit har lært mig

Jeg er blevet kontaktet af et par piger, der ligesom jeg, gerne vil tabe sig, og derfor har spurgt mig til råds omkring CrossFit. Mange tror ikke at CrossFit er noget for dem. Slet ikke hvis de vejer 100+. Mit bedste svar er, at CrossFit er for alle, men er CrossFit noget for dig? Min krop var både utrænet og tung, så drøjde er ingen hindring. Man skal være indstillet på, at CrossFit ikke bare udfordrer dig fysisk, men også psykisk. Jeg tænker, at det er på tide at gøre status over de ting CrossFit har lært mig.

  1. Jeg har en røv. Og den skal squattes rund. Ikke at jeg (eller nogle andre med øjne i hovedet for den sags skyld) var i tvivl om, jeg havde en røv, inden jeg startede til CrossFit. Førhen burde det være mig pålagt at have bak-alarm installeret, og have påmonteret et “BRED LAST” skilt, for at undgå person- og materielskade. Heldigvis har en masse squats gjort dette mindre nødvendigt. De uendeligt mange skovskiderstillinger og kronisk ømme baller har gjort mig meget bevidst om min røvs eksistens. En rigtig CrossFitter har squatbutt.
  2. Jeg er virkelig slap. For en som jeg, der aldrig rigtig har trænet i fitnesscenter eller lign., så er CrossFit i starten en ret nedslående oplevelse. For hvordan kan det lykkedes mig, at være SÅ umådelig slap? Hvis prisen for at være mest muskel-løs fandtes, så havde jeg vundet den. Mine muskler er så godt som ikke-eksisterende, og virkelig utrænede. Set fra et evolutionært “survival of the fittest” perspektiv, så er jeg den der bliver spist af fjenden først.
  3. Jeg kan svede. Sådan virkelig meget. Og jeg kan svede de mærkeligste steder på kroppen. Der er mange steder på kroppen, hvor det er normalt at svede. Derfor overraskede det mig også, at jeg formår at svede igennem min t-shirt på skuldrene, og svede igennem mine bukser på knæene. Min krop er underlig.
  4. Jeg har lunger. De kan mærkes når en WOD indeholder løb, da jeg har tendens til at hyperventilere. Det føles lidt som at trække vejret gennem en skuresvamp. Det gode ved det er, at hvis man ikke kan se mig komme løbende, så kan man høre mig.
  5. Jeg har ingen kerne. Om jeg squatter, løfter tungt, laver sit-ups eller skal lave pull-ups… så skal jeg spænde op i min core. Rigtig mange CrossFit øvelser træner din coremuskulatur, så jeg fandt ret hurtigt ud af, at den i mit tilfælde, er ikke-eksisterende. Jeg er dog overbevist om, at der under palminmavsen gemmer sig en lækker sixpack. Eller det arbejder jeg i hvert fald på.
  6. Jeg må kaste med vægtstangen. Altså ikke kaste spydkast med vægtstangen, men jeg må kaste den fra mig, når jeg rigtig er sej til f.eks. dødløft. I starten brugte jeg tid og kræfter på, at ligge vægtstangen ligeså stille ned på gulvet, da jeg ikke kunne få mig til bare at slippe grebet. Nu gør jeg bare som alle de andre CrossFittere.
  7. Jeg kan råbe højt. Eftersom CrossFit er en konkurrencepræget træningsform, så vækker det mit indre konkurrencemenneske. Jeg VIL vinde (også selvom der ikke er noget at vinde), og jeg vil være den bedste. Og det betyder, at jeg ofte brøler som en syg abe, når tingene ikke går efter mit hoved. For jeg er ikke den bedste. Slet ikke til burpees, og så bliver jeg gal. De fleste CrossFittere råber lidt, så jeg tænker det er okay.
  8. Jeg har lang vej endnu. Selvom min krop har fået flere muskler end da jeg startede for et år siden, så er der lang vej endnu. Der er stadig mange øvelser jeg ikke kan udføre, og jeg er stadig lidt tung i popo’en. Jeg tænker dog tit på, at jeg jo egentlig aldrig når i mål med min træning. Jeg skal jo aldrig stoppe med at træne igen, så på den måde er der vel heller ikke et slutmål? På den anden side, så må jeg indse, at det varer lang tid endnu, inden træningen for alvor er sjov. Og for mig er det sjovt når jeg kan udføre øvelserne korrekt og bedre end tidligere. Den dag, hvor jeg ikke skal bruge 180 elastikker i pull-up baren eller lave push-ups på knæene, er jeg en glad trunte.

Det er et år siden jeg startede i CrossFit by The Mill, og jeg har ikke fortrudt et eneste sekund. Jeg var af den indstilling, at fitnesscentre ikke var et sted for mig, da jeg følte mig udstillet og som the odd one out. Derfor var det, set i bakspejlet, lidt underligt at tro CrossFit var anderledes. Om noget, så har CrossFit flyttet mine grænser, og fået mig til at føle mig udstillet. Men i modsætning til fitnesscenteret, så var det øvelserne, og ikke medlemmerne, der fik mig til at føle mig sådan. Ikke én eneste i mit CrossFit center har kigget skævt til mig eller fået mig til at føle mig overvægtig og slap. Tværtimod har de alle heppet på mig, og støttet mig i min udvikling. Dermed ikke sagt at medlemmerne i fitnesscentre ser ned på nogle som mig, men det er min oplevelse, at der ikke hersker samme teamspirit.

At være tryg ved de mennesker jeg træner med, og det sted jeg træner, betyder alt for mig. Om det så er fitness eller CrossFit er i og for sig ligegyldigt. Grunden til at jeg er blevet så vild med CrossFit er dog, at det udfordrer mig på alle måder. Ikke nok med, at jeg fysisk bliver presset længere ud end jeg ville kunne presse mig selv, så bliver jeg også presset mentalt. Det var ikke sjovt ikke at kunne squatte ordentligt, fordi maven var i vejen, og min mobilitet var helt fucked. Det var heller ikke sjovt, at være den eneste der ikke fandt krabbegang underholdende som opvarmning, da min røv slæbte hen af gulvet. Det var ikke sjovt altid at være hende de andre heppede i mål. Jeg var virkelig the odd one out. Følte mig udstillet. Men jeg fandt jo også ud af, at det foregik i mit hoved, og intet havde med virkeligheden at gøre. Mine forventninger til hvad min krop skulle kunne var urealistisk høje, og dermed antog jeg, at andres forventninger var  ligesådan. Alt begyndelse er svær, og for utrænede er CrossFit en udfordring. Men ikke umuligt. Jeg har kæmpet for at blive fysisk stærkere, men den største udvikling er den mentale. Jeg har indset, at jeg kun bliver bedre ved at fortsætte.

Det mentale driller mig stadig mere end det fysiske. For det svært at lære mig selv, at jeg ikke skal sammenligne mig selv med andre CrossFittere. Og nogle gange føler jeg mig stadig udstillet og til grin. Nu har jeg bare lært, at det er mig selv, der skaber de rammer, og ikke mine omgivelser. Det er mig der mentalt sætter begrænsninger for min fysiske kunnen. Selvom jeg har tabt mig 21 kg, så føler jeg mig stadig tung og slap, selvom jeg ved, at jeg er stærkere end nogensinde. Uanset om man vejer 60, 80 eller 100 kg, vil man kunne dyrke CrossFit, hvis man er klar til at tage den kamp der følger med – fysisk og psykisk.

Highfives,

Ida

Vægttabspause og nye mål

Guuuuud hvor er jeg altså for dårlig til at få skrevet mine oplevelser og tanker ned. I mit sidste indlæg skrev jeg, at jeg ikke troede jeg kunne nå mit delmål. Og det kunne jeg heller ikke. Normalt ville jeg være blevet sindssyg over det, men der er sket et eller andet med mig 🙂 Hele sommeren har jeg ikke været på kostplan, men spist præcis det jeg havde lyst til. Været i byen, og drukket alkohol. Slappet af. Det var lige det jeg havde brug for. Flere gange har jeg prøvet at komme i gang med kostplan og kontinuerlig træning igen, men hver gang er det ikke lykkedes. Måske skyldes det, at jeg har holdt vægten på trods.

Der er bare lidt flere fristelser om sommeren. Grillaftener, is, cafébesøg, festival, byture, vin, koncerter osv. Og jeg har NYDT det i fulde drag! Nogle uger har jeg været til crossfit fem gange, andre uger kun afsted en enkelt gang. Det bedste af det hele er, at jeg har haft det helt okay med det. Der har været en ro over mig, som jeg har manglet længe. Jeg fokuserer ikke på nederlaget ved de kilo der ikke er tabt, men på sejren over, at det er lykkedes mig at holde vægten. Er stolt af, at jeg er ikke er faldet tilbage i gamle vaner, og at jeg kan tillade mig selv at skeje ud, uden at frygte at jeg tager hele lortet på igen.

Når det er sagt, så ændrer det ikke på, at jeg ikke nåede mit delmål. Og at jeg skal igang igen med kostplanen. Sommeren er forbi, og nu er det slut med at hvile på laurbærrene. Jeg er lidt kommet frem til, at jeg arbejder bedst, hvis jeg har et mål med mit vægttab. Som f.eks. da jeg tabte mig, fordi jeg skulle være gudmor til min nieces barnedåb. Så jeg går lidt og tænker hvad mit nye mål kan være, og hvad der er realistisk at tabe. Tænker lidt at juleaften eller nytårsaften kunne være min nye tidsramme, uden at være sikker endnu. Går også og leger med tanken om at gennemføre et halvmaraton næste år. Efter at jeg løb 13 km til Stafet For Livet virker det mål ikke urealistisk længere. Derfor overvejer jeg at have en fast løbedag om ugen, hvor jeg får trænet udholdenhed og kondition. Siden jeg gennemførte Toughest har jeg fået lyst til at prøve kræfter med alt muligt forskelligt; løb, cykling, moutainbike, svømning osv. Jeg har derfor også besluttet at tilmelde mig et mini-triathlon ligeså snart, der er et i nærheden af Aalborg. Min krop er stærkere end den nogensinde har været, og jeg ønsker at presse den lidt. Nu ved jeg mere om hvad den kan.

For tiden er det en overskudsagtig og glad Ida jeg mærker. Endelig! Det er dejligt.

Highfives,

Ida