Long time, no see

Hoooooold nu op hvor har jeg været alt for dårlig til at få skrevet i min online dagbog! Det skyldes at jeg har haft rigtig meget at se til – både på den gode og på den dårlige måde.

Der er sket en del siden mit sidste indlæg i september:

  • Jeg har fået et deltidsjob mere, hvilket selvsagt tager en del af min opmærksomhed
  • Jeg har kæmpet en del med min motivation
  • Jeg har haft Kim som personlig træner i en hel måned
  • Jeg har været dum, og faldet pladask for en fyr, for derefter at blive voldsomt såret – igen.
  • Jeg har deltaget i min første CrossFit konkurrence
  • Jeg har været Plus Size model igen for Carite Sport

Det er ingen hemmelighed at jeg har haft en lidt turbulent periode, hvor jeg har kæmpet en del med min motivation, selvtillid og min styrke. Det irriterer mig, at jeg stadig er meget påvirkelig i forhold til, hvad der sker omkring mig. Det er som om, at når jeg kæmper med noget, f.eks. at finde et job, og der lidt går hårdknude i dét, så vælter læsset for mig. Jeg skriver dog lige et separat indlæg omkring de følelser der knytter sig til det. For det er vist en længere, og lettere deprimerende, smøre.

Det korte af det lange er, at der den seneste tid ikke skal meget til før jeg føler hele vægttabsprojektet er uoverskueligt, og jeg har lyst til at give op. Jeg er efterhånden vant til, at motivation for mig er noget der kommer og går. Jeg har den dybeste respekt for dem, der bare er topmotiveret og går benhårdt efter deres mål. I min proces har jeg brug for en gang imellem at tænke på alt andet end vægttab, så jeg prøver at slutte fred med det.

Netop på grund af manglende motivation, tog jeg en snak med Kim Kaldahl, som er instruktør på mit yndlingshold i CrossFit by the Mill. Han gav mig det vildeste tilbud. Han ville gerne være min personlige træner i en måned. Det har længe været et af mine helt store ønsker, da jeg er sikker på, at en personlig træner giver store resultater. Jeg har dog ikke haft råd, så at Kim tilbød sin hjælp, betød virkelig meget for mig. Ord kan ikke beskrive hvad den måned med Kim gjorde ved mig. Han startede med at tage min vægt fra mig, så mit fokus ikke var på tallene, men på mine resultater. Jeg startede med at måle mig, og blev vejet ved min diætist, men lovede så Kim at jeg først ville gøre det samme igen når måneden var slut. Det gav en del abstinenser i starten at jeg ikke havde min vægt. Men det er den bedste beslutning der er blevet taget på mine vegne. Når jeg ikke havde vægten at måle min succes og fremgang på havde jeg kun én anden ting at måle det på: fremgang i min træning. Jeg lærte, at det er okay at klappe sig selv på skulderen, når jeg kan squatte flere kg og med bedre teknik end før. Kim pressede mig MAX, og vi arbejdede især med de ting jeg er dårlig til; squat teknik og cardio. Især cardioen ligger uden for min comfort zone. Og det er bare ikke rigtig rart at komme uden for den, vel? 🙂 Jeg er Kim EVIGT taknemmelig for at vise mig hvilken fremgang der kan ske på bare en måned:

  • Tabte mig 3,3 kg.
  • Fedtprocenten gik ned med 0,7%
  • Tabte 1 cm på armen, 2 cm i taljen, 3 cm på hoften og 4 cm på maven
  • I Shuttlerun var jeg 45 sek. hurtigere i 1. runde, 30 sek. hurtigere i 2. runde og 40 sek. hurtigere i 3. runde

Kim har hele vejen igennem prøvet at få mig til at forstå, at det er mig selv der sætter begrænsningerne for mig selv. Jeg har sagt det før; mit hoved er min værste fjende. Det har været så vigtigt for mig, at Kim har haft forståelse for, at jeg virkelig kæmper med min selvtillid. Jeg har været så glad for vores forløb, at jeg har købt endnu en måned ved ham. Og tror min julegave til mig selv bliver, at jeg også fortsætter vores arbejde i januar.

Den 28 november stillede jeg op i begynderrækken til en intern konkurrence i CrossFit by the Mill. Jeg havde mine betænkeligheder ved at stille op, for det var vigtigt at det skulle blive en god oplevelse. Jeg har det jo ikke så fedt med at tabe, så jeg vidste godt, at der var chance for, at jeg ville blive ked af det. Jeg gjorde det dog alligevel, og besluttede mig for, at jeg bare skulle prøve det af, og have det sjovt. Det var trods alt en intern konkurrence. Det startede også godt ud, og jeg endte på 4. plads i første event. Det var først de næste to events, hvor det gik op for mig, at jeg ikke er klar til konkurrence. Eller rettere sagt; mit hoved er ikke klar. Jeg har stadig tendens til at give op når det gør lidt ondt, og det duer sgu ikke i konkurrence-regi. Jeg endte på en sidsteplads samlet set, og det irriterede mig enormt meget. Det er dog helt min egen skyld, for jeg havde været så hjernedød at være til julefrokost dagen inden konkurrencen, og dermed kun fået 3 timers søvn. Og de gode resultater jeg havde opnået med Kim havde jeg slet ikke holdt ved lige op til konkurrencen. Faktisk havde jeg en måned med kun 2 gange træning om ugen. Jeg har besluttet mig for at vente lidt inden jeg stiller op i endnu en konkurrence. Når man hader at tabe, så stiller man ikke op i konkurrencer for at komme på sidstepladsen. Men jeg kommer helt sikkert til at stille op i noget igen 🙂

Umiddelbart efter konkurrencen blev jeg kontaktet af Carite Sport igen angående endnu et photoshoot. Jeg sagde selvfølgelig ja, da jeg ikke troede de kunne bruge mig, da jeg har tabt mig en smule siden sidste photoshoot. Denne gang foregik shootet på forskellige udendørs locations i Silkeborg. Det var altså ret koldt at stå i korte ærmer i december-kulden! Til gengæld var det også, ligesom sidst, skide sjovt at prøve. Sådan nogle professionelle fotografer kan altså noget magi 🙂 Billederne jeg fik taget var til efterårs kollektionen 2016, så der går lang tid inden billederne bliver offentliggjort. Til gengæld går der ikke længe inden jeg kan dele billederne fra det første photoshoot jeg var på i Århus 🙂

Og nå ja, så var der vist også noget med en forelskelse. Av. Hvorfor skrive om forelskelse på en vægttabs-blog? Fordi det i min verden har kæmpe indflydelse på min kamp. Uden at gå i uvigtige detaljer her kan jeg fortælle at jeg lige siden foråret har kæmpet med – og imod – følelserne for den her fyr. Når først forelskelsen rammer mig, så rammer den (desværre) hårdt. I foråret blev det desværre ikke til mere mellem mig og ham, men han blev ved med at spøge i min bevidsthed. Langsomt begyndte jeg at bevæge mig videre, og komme ovenpå… BAM! Så stod han der pludselig igen. Noget sagde mig, at jeg skulle holde mig væk, for jeg kunne ikke holde til at blive forladt og såret igen. Gjorde ALT for at kæmpe imod, og fortælle mig selv jeg fortjente bedre. Men et forelsket hjerte lytter ikke til fornuft. Jeg sprang ud i det. Troede på at denne gang var det min tur. Og åh hvor var det dejligt… så længe det stod på. Jeg var flyvende, glad, fuld af håb og overskud. Skal love for at jeg også blev det modsatte da det sluttede. Den seneste måned har været fyldt med frustration, tårer, vrede, modløshed, savn og tomhed. Det lyder måske voldsomt, men for mig var det også voldsomt. Mit vægttabsforløb har gjort mig enormt sensitiv, og jeg bliver til tider overvældet over mine følelser. Jeg vidste godt at min lave selvtillid har meget at skulle sige i forhold til mit kærlighedsliv – eller nærmere mangel på samme. Jeg vidste dog ikke, at en forelskelse kunne bringe mig i så ekstreme modpoler. Lige fra at være vildt glad og overskudsagtig til at være en tom skal og føle sig helt håbløs. Nu må jeg bare kæmpe mig videre. Fremad. Jeg har for en tid mistet troen på, at det der kærlighed er noget for mig. Men var det ikke også noget med at jeg havde en fremtid som crazy cat lady? 😉 

Det må være nok tanker for nu.

Highfives,
Ida

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s