En nedtur, en optur og en sygdom

Inden jeg fortæller hvordan jeg klarede weekenden med julefrokoster, så bliver jeg nødt til lige at fortælle om en lidt nederen oplevelse jeg havde lige efter sidste blogindlæg. Det bliver sgu nok et af de længere blogindlæg det her 😛

Jeg tog til CrossFit torsdag aften, og glædede mig virkelig til at give kalorierne en overhaling, så jeg kunne gå weekenden i møde med god samvittighed. Vi havde en træner jeg ikke havde haft før, men det er det jeg så godt kan lide ved CrossFit by the Mill – hver dag sker der noget nyt. Så jeg var ved godt mod da vi gik i gang. Første del af opvarmningen gik fint, som var lidt løb og forskellige simple øvelser. Men… Så kom anden del af opvarmningen. En stafet. Til at starte med synes jeg også det lød sjovt, og kom heldigvis på hold med min über-seje træningsmakker Camilla. Så længe hun er med så kan vi i det mindste have det sjovt med det. Mit humør faldt drastisk da jeg fandt ud af hvad stafetten gik ud på. Der var tre runder i stafetten, og skal nok lade være med at gå i detaljer. Det essentielle er bare at mens jeg f.eks. skulle gå krabbegang ud til keglen, skulle de andre på mit hold lave planken. Det gjaldt selvfølgelig om at konkurrere med de andre hold om at komme først, så i kan forestille jer et nederlag det var for mig, da jeg ikke andet end lige har indtaget den charmerende krabbeposition, før mine piberenser-arme bukker under for presset. Først begyndte jeg at grine, og kæmpe mig vej mod keglen, selvom min røv flere gange kolliderede med gulvet. Hurra. Alt imens de andre på konkurrerende hold var en god del hurtigere (og mere yndefulde!). Da jeg når til keglen skal jeg lave 8 burpees, hvilket jeg har lært at acceptere jeg bare er ucharmerende til. Men mens jeg laver mine burpees rammer det mig pludselig at der ligger virkelig mange mennesker i planken og kigger på min “det-burde-være-krabbegang-men-jeg-kalder-den-røvslæber” og mine langsomme burpees.

Da jeg havde tænkt tanken var der ingen vej tilbage. De andre stafetter føltes ligeså ydmygende (i mit hoved), og jeg kunne ikke vente til opvarmningen var slut. Da vi blev præsenteret for WOD, faldt mit humør igen. For mig der ikke kan doubleunders endnu bestod den af;

– 100 sjip, 50 sit-ups
– 80 sjip, 40 sit-ups
– 60 sjip, 30 sit-ups
– 40 sjip, 20 sit-ups
– 20 sjip, 10 sit-ups

Til sidst 30 snatch.

Sjip og snatch. Fiiiint. Men 50 sit-ups alligevel?! Jeg gav mig i kast med det, og gennemførte alt. Jeg kæmpede virkelig med de sit-ups. Og efter opvarmningen var jeg allerede i et lortet humør.

Efter træningen kunne Camilla se jeg var træt af det, så hun spurgte selvfølgelig ind til det. Fordi jeg var smadret efter træningen, og sad med følelsen af nederlag var min eneste reaktion at græde. Den træning fik mig til at føle mig udsat, ydmyget, langsom, tung, tyk, svag. Mest af alt mindede den mig lige om hvor langt jeg har igen. Og det kunne jeg ikke bære. Her går jeg og prøver at overbevise mig selv om at jeg er sej, fordi jeg går til crossfit, men jeg kan ikke engang gå krabbegang endnu. Hvad helvede?! Men det er netop den tankegang jeg skal væk fra.

For bare et halvt år siden havde jeg aldrig kunne gennemføre den WOD. Så havde jeg givet op. Jeg skal fandme slappe af i mit lille destruktive hoved, og huske at fejre de små skridt jeg tager i den rigtige retning. Det er ikke bare kvalmende kliché, det er også fucking svært. Når det kommer til mig selv er jeg bedre til at fokusere på alt det jeg ikke kan. Alt det jeg ikke når. Alt det jeg ikke har. Det skal jeg altså til at holde op med 🙂 Godt jeg har søde Camilla til at minde mig om det, og støtte op om det her CrossFit-shit.

Heldigvis fik jeg løbet en tur fredag morgen, som hjalp gevaldigt på humøret. Efter løbeturen tog jeg et billede af mig selv i løbetøj, som jeg har gjort med mellemrum, for at kunne sammenligne. Det var længe siden jeg sidst havde taget et. Da jeg fik sammenlignet de tog billeder fik jeg lidt af en øjenåbner. Og sikke en dejlig øjenåbner at gå på weekend på. Der ER virkelig sket noget!

Weekenden stod som tidligere skrevet på julefrokost både fredag og lørdag, så var spændt på hvordan det skulle gå. Fredag tog jeg kun lidt fisk til forret som det eneste faste føde den aften. Til gengæld er det også svært at være sulten når man har drukket adskillige gajolshots inden maden blev serveret 😉 Til lørdagens julefrokost tænkte jeg ikke så meget over hvilken mad jeg spiste, udover at jeg fravalgte at spise dessert. Det er klart at en weekend med usund mad og alkohol sætter sine spor, men det var ikke så slemt da jeg kom på vægten.

Søndag eftermiddag vågnede jeg med halsbetændelse og høj feber, så kunne ikke andet end at blive under dynen. Til gengæld gør det for ondt at spise noget, så på den måde fik jeg detoxet min krop lidt. Vægten er hverken gået op eller ned siden torsdag, men det er kun godt efter en hel weekend med alverdens synd 😉

Jeg er snart på benene igen, og ligeså snart jeg kan komme til det, så skal jeg afsted til CrossFit!

Highfives,
Ida

IMG_9727.JPG

IMG_9665.JPG

CrossFit skal der altid være tid til…

I en ret stresset periode med gruppearbejde, møder, julefrokoster, arbejde og andre forpligtelser har jeg allermest lyst til at smide mig i fosterstilling på sofaen. Denne uge har der kun været tid til at komme til crossfit to gange, og allerede der rammer den dårlige samvittighed mig.

Skal til hele to julefrokoster i weekenden hvor jeg garanteret skal vælte mig i svin, medister, snaps, kartofler og sååååws. Det stemmer ikke helt overens med at jeg kun kommer til crossfit to gange denne uge, og derfor tog jeg den løbetur i mandags. Var til badminton et par timer tirsdag, og har indtil videre planlagt en løbetur i morgen. Så har jeg dyrket motion et par timer hver dag mandag til fredag, og så kan man kun håbe på at flæskestegen ikke bosætter sig på mavsen.

Og ja ja – kunne jo helt lade være med at æde julemad og drikke alkohol. Besluttede mig dog for da jeg startede den her vægttabsrejse at jeg ville leve et ‘almindeligt’ liv, hvor der er plads til f.eks. en julefrokost. Hvorfor skal de to julefrokoster dog også falde samme weekend?! 😀 Jeg vil dog sige at jeg tager hjernen og samvittigheden med til julefrokost, og vil foretage nogle valg, så det trods alt føles lidt bedre i mit sind. Der er nogle ting jeg godt kan undvære, hvilket kunne være anden portion og/eller desserten. Er spændt på at se hvordan det går, når man tænker på min regnormsagtige rygrad 😛

Når det er sagt går det faktisk okay. Jeg har igen skåret et par centimeter af omkredsen på maven, og en enkelt centimeter på armen. Derudover gik det op for mig at jeg faktisk er tyndere end jeg har været i flere år, og det er sgu en sejr i sig selv. Jeg har oprettet en Instagram-profil i forlængelse af bloggen, så jeg kan følge mine fremskridt i billedlig form også. Følg mig gerne på @frafedttilcrossfit

Nu vil jeg ind og tæskes igennem til CrossFit!

Highfives,
Ida

IMG_9458.JPG

Run, bitch, run!

Weekenden stod på fødselsdagsfejring af min søde roomie, og min brors fødselsdag. Der blev spist både for meget stivelse, for meget kage og drukket for meget alkohol. Til gengæld tog jeg mig selv i at tænke over kun at tage én gang, da jeg var ude og spise buffet i lørdags. Flødekartofler feder jo ikke når man kun tager en portion; det ved alle! Selvom jeg drak mig fuld i masser af alkohol bagefter var det som om det hjalp bare lidt på samvittigheden 🙂

Netop fordi jeg har været en lille grissebasse i weekenden, så var jeg træt af at jeg ikke havde fået meldt mig på et CrossFit hold i dag. Men jeg ville bare dyrke noget motion. Irriterende type. Derfor fik jeg pludselig lysten til at løbe en tur. What?! Det har jeg ikke haft siden juli, hvor jeg løb sidst. Var blevet okay god til at løbe (haha, som om), men mistede gejsten, så var meget spændt på at løbe i dag efter så lang en pause. Var sikker på jeg ikke kunne løbe ligeså langt som jeg plejer, så jeg var overrasket over at jeg endte med at kunne løbe 4 kilometer uden stop. Det har jeg kun gjort et par gange før, og det var da jeg løb mindst tre gange om ugen. CrossFit og de sidste 5 kg jeg har tabt har altså gjort ret mange underværker for konditionen. Virkelig fed følelse at mærke hvordan min krop er blevet stærkere. Jeg tager nok ikke løb op igen så tit hver uge, men i dag blev jeg bekræftet i, at jeg godt lige kunne løbe mig en tur i ny og næ 🙂

Det var nu en meget hyggelig tur, men har mig selv lidt mistænkt for, at jeg kun kunne løbe hele vejen hjem, fordi jeg vidste jeg skulle hjem og spise bacon… Jeg elsker svin. I dag var det svin drysset på rødkålssalat med appelsiner og nødder.

Highfive,
Ida

IMG_9615.JPG

IMG_9619.JPG

“Åh nej… Endnu en blog om vægttab. Hurra for dig!”

I kender typen. Typen, der poster på Facebook eller Instagram, hvor irriterende meget sundere de er end alle andre. Tagget ind i Fitness klokken røvhul om morgenen 7 gange om ugen, på deres coverbillede står der “I don’t stop when i’m tired, I stop when i’m done”, der er billeder af deres middagsmad bestående af overskudsagtigt hjemmebagt paleobrød med hytteost, opdateringer om løbeture i psykopat distance, links til artikler som “10 gode grunde til at omlægge din kost” og selfies i stramtsiddende træningstøj uden ét gram appelsinhud.

Åh gud, hvor har jeg tit siddet og skumlet over den type. Inderst inde ved jeg godt, at det kun irriterer mig, fordi det er alt det, jeg ikke selv formår at gøre. Det er jo kun godt at nogen passer på deres krop, og har de brug for at dele det med verden – så fred være med det. Der kan være mange grunde bag; selviscenesættelse, skulderklap, moralsk støtte. Denne blog er oprettet af en helt tredje grund.

Nogle ved det allerede, nogle ved det måske ikke. Jeg er gået i gang med et større vægttab. Og det er ikke for sjov. Længe har jeg leget med tanken om at skrive dagbog, så jeg kunne holde fokus på mit mål. Men hvis jeg kun skriver i en dagbog er der ikke andre at holde mig op på mine mål end mig selv, og med en rygrad som en regnorm, så ville det ikke have den store effekt. Derfor har jeg oprettet denne blog. Som en klog fyr sagde til mig engang; “når først brød er blevet til toast kan det ikke blive til brød igen”. Og nu hvor min kamp er offentlig, så bliver jeg nødt til at blive ved med at kæmpe og vise resultater. Så det er i og for sig ligemeget om den her blog har 0 eller 1000 læsere, om der er stave- og kommafejl – den er lavet for min skyld. En slags online forsæt. Nu skal jeg bare blive ved med at kæmpe for at nå mit mål, og du skal være velkommen til at læse med, hvis du finder det interessant. Måske jeg ender som førstnævnte type. Forhåbentlig ikke. Hvis jeg gør, så må du gerne give mig en lammer.

Som skrevet så er det ikke for sjov at tabe sig. Jeg startede til diætist (Henriette Søvind) i september 2012, hvor jeg fik lært en masse om kost og min egen krop. Dengang var jeg ikke motiveret. Jeg havde det egentlig okay med, hvordan jeg så ud. Der røg et par kilo, men det jeg tabte tog jeg på igen, da jeg stoppede ved Henriette. Det var nok heller ikke så mærkeligt, når man som jeg elsker at gå i byen, og hvor alt med alkoholprocent bliver hældt indenbords. Dengang synes jeg at jeg var tilpas i min egen krop, men set i bakspejlet, så festede og shoppede jeg bare tilpas nok til at jeg kunne gemme følelserne lidt væk. Vendepunktet kom for alvor da jeg skulle finde mig en vinterjakke efteråret 2013. Jeg prøvede, hvad der føltes som alle jakker i Aalborg, men lignede michelin manden i dem alle. Kan huske jeg tænkte, at hvis jeg var for tyk til at passe de vinterjakker jeg kunne lide, så måtte jeg fryse hele vinteren. Så kunne jeg da lære det! Total åndssvag tankegang, men endte med at blive så stædig at jeg ikke købte nogen vinterjakke. Heldigvis var jeg i mig selv godt foret kan man sige…

Hvorom alting er, så gik jeg for alvor i gang med vægttab i januar i år. Jeg var/er motiveret som aldrig før, men selvtilliden har aldrig haft det værre. Efterhånden som jeg smed kilo gik det op for mig hvor stor jeg er, og hvor langt der er til målet. Jeg smed 11 kilo fra januar til juli, og nød så min sommerferie. Næsten så meget at jeg var på vej tilbage i de gamle vaner. Derfor besluttede jeg mig for i slutningen af september at starte til CrossFit by the Mill. Når jeg træner får jeg mere lyst til også at spise sundt, så tænkte at jeg måtte i gang med en seriøs omgang opstramning. Har tidligere prøvet Fitness World, men det var slet ikke mig at stå og hive i en crosstrainer. Lavede ikke andet end at sammenligne mig med de andre, og det hjalp ikke ligefrem på min motivation at føle sig som en elefant blandt skindcykler. Derfor giver det ingen mening, at jeg fik den hjernedøde idé, at CrossFit ville være bedre for motivationen. Havde nok nærmere en forventning om, at det ville give en del nederlag, og at jeg ville give op. Som altid.

Det er dog ikke sket endnu. Kan huske min første introtime, hvor jeg sagde til Camilla halvvejs; det her kommer IKKE til at ske. Men da timen var færdig meldte jeg mig alligevel ind. Det har jeg på ingen måde fortrudt. Der er allerede røget et par kilo og centimeter, så det virker sgu! Jeg er derude tre gange om ugen, og elsker hvert minut af det. Jeg minder mest om en halvdød blæksprutte, der klasker lidt rundt på gulvet. En glad halvdød blæksprutte vel og mærke. Jeg kan ikke en skid, og især mine arme er svage. De første par uger skulle jeg kæmpe meget med at overvinde mig selv, for det var sgu lidt pinligt at være så umådelig langsom til at lave burpees. Så sent som i går blev jeg mindet om at jeg er kikset nybegynder. Vi skulle lave en squat ladder i dagens WOD, og starte ud med overhead squat. Jeg har for første gang taget vægtskiver under hælene, for at kunne komme ordenligt ned i øvelsen. Det skulle jeg aldrig have gjort. Havde ikke andet end lige fået vægtstangen overhovedet for at gå ned i squat, hvor jeg så får overbalance, og ender med at tabe den 15 kilo tunge vægtstang på højre knæ. AV! Heldigvis var jeg så smart at udbryde et lidt højt skrig som jeg falder, så alle lige kunne få showet med, og det lød lidt mere dramatisk end det var. Kunne knapt gennemføre øvelsen bagefter, fordi jeg ikke kunne stoppe med at grine. Jeg er både en halvdød blæksprutte, en klods OG en dramaqueen. Perfekt kombi.

Jeg har nu besluttet at lade være med at sammenligne mig med andre. Har haft for høje forventninger til mig selv, og min krop. Det er okay jeg ikke kan lave øvelserne til perfektion. Det er okay jeg ligner en idiot. Det er okay at være langsommere. Det er okay at være nybegynder. Det er klart jeg ikke kan, hvad de andre kan, for jeg har trods alt 25 kilo mere at slæbe på. Jeg skal nok blive bedre… på et tidspunkt. Er ved at lære mig selv at tro på at det er sejt at jeg overhovedet kommer afsted. Mine fremtidige blogindlæg bliver nok lidt dagbogsagtige, men vil hovedsageligt handle om kampen med CrossFit, samt kampen mod mig selv og kiloene.

Så er det sgu toast. Ingen vej tilbage nu…

Highfives,

Ida