Bekendelser fra en plus size model

Skærmbillede 2015-07-09 kl. 14.01.20

Som jeg tidligere har skrevet, så takkede jeg ja tak til at være model for Carite Sport. De ville heldigvis bruge mig alligevel, selvom jeg havde tabt mig 5 kg siden jeg var med i Mads & Monopolet, hvor jeg lige havde fået det tilbudt. Det var en vild oplevelse, da jeg ikke har prøvet sådan noget før.

Jeg blev booket til to photoshoots. Det første var et photoshoot for deres forårskollektion 2016, og derfor kan jeg ikke vise nogle af de billeder. De er ikke offentlige endnu. Billederne skulle tages i et CrossFit center i Århus, og det var en super fed location. Udover mig, så var der en anden model med. Hun havde flere gange været model for Carite Sport, og er yogainstruktør. Forståeligt nok, så var jeg meget nervøs for, hvad dagen skulle bringe. Ikke nok med, at det var første gang jeg stod foran et kamera, så havde CrossFit centeret åbent for træning. Derfor var der, udover make-up artist, to fra Carite Sport, den anden model, fotografassistent og fotograf, et helt træningscenter som publikum. Det var en anelse grænseoverskridende for at sige det mildt. Der var ikke andet for end at kaste sig ud i det og håbe på det bedste. Jeg blev stylet naturligt, da jeg på billederne skulle se ud som om, jeg trænede. Derfor havde jeg faktisk ikke særlig meget make-up på, og håret så lidt rodet og svedigt ud 🙂

Da de første par billeder blev taget skulle jeg lige vænne mig til, at tøjet skulle fremhæve mine former. Jeg er jo vant til at have mere eller mindre løstsiddende tøj på, især til træning. Så det var mærkeligt for mig at stå der i tøj, der ikke lagde skjul på min figur. Min nervøsitet gjorde, at jeg ikke følte mig rigtig tilpas foran kameraet. Normalt når jeg tager en af mine utallige og ligegyldige selfies, synes jeg godt, at jeg kan smile naturligt. Det var bare som om jeg ikke rigtig kunne finde det frem. Det var en blanding af, at jeg ikke havde prøvet det før, og at der var ‘publikum’. Den anden model virkede meget komfortabel foran kameraet, og hendes billeder blev sindssygt flotte. Typisk mig, så kunne jeg kun se fejl, da jeg så mine billeder. På et tidspunkt skulle jeg have taget et billede, hvor jeg havde boksehandsker på. Jeg skulle bokse ud i luften, og bevæge mig lidt fra side til side samtidig. Eftersom jeg aldrig har gået til boksning, og da slet ikke fået taget billeder imens, fungerede det slet ikke. Det kunne simpelthen ikke lykkedes at se pæn ud, samtidig med, at jeg stod der og slog ud i luften. Fotografen forsøgte ellers ihærdigt at få mig til at løsne lidt op. Foreslog f.eks. at jeg skulle råbe ‘yeah’… Jeg prøvede, men det var på ingen måde naturligt. Faktisk var det lidt grænseoverskridende for mig at stå der og råbe ud i ingenting. Følte mig som en idiot for at sige det ligeud 😀

Heldigvis droppede fotografen ideen med, at jeg skulle slå ud i luften. Istedet tog han billeder, hvor jeg bare stod med handskerne i hænderne. Det resultat blev ganske hæderligt. Det var en vildt sjov dag, selvom jeg ikke var tilpas med situationen. Alligevel tog jeg hjem med en lidt ambivalent følelse i kroppen. For godt nok er jeg min egen hårdeste dommer, men hvis jeg kunne se fejl på billederne, ville andre så ikke også kunne det? Jeg havde ikke rigtig nogle forventninger til, hvordan billederne skulle ende med at se ud, men jeg havde nok nogle forhåbninger. Jeg havde håbet, at jeg ville se på billederne, og tænke at jeg så okay ud. Tværtimod synes jeg, at jeg så tyk og slasket ud. Dertil kommer, at jeg pludselig  nu også synes min mund var lille og mit blik for stift. Som man nok kan høre, så var der faktisk ikke det, der ikke var galt med de billeder i mit hoved 🙂 Da jeg var kommet hjem var jeg næsten skuffet over mig selv. Det er lidt svært at forklare, men jeg var nærmest sur på mig selv over, at jeg havde forventet at jeg ville synes billederne var flotte. Den hjerne der beskyttede mig, da jeg var mest overvægtig og overbeviste mig om ‘at det jo ikke er så galt’ blev endnu engang realitetsorienteret. Det ER galt. Du er stadig tyk Ida. Du har langt igen.

Heldigvis tog jeg en lang snak med mine skønne forældre, da jeg kom hjem fra shootet. Jeg ved jo godt, at det er mine tanker, der er min værste fjende. Utroligt at jeg lader dem være så altødelæggende. Desværre kan man jo bare ikke slukke for sine tanker. Efter snakken med de gamle havde jeg fået lidt af humøret tilbage. For selvfølgelig var billederne blevet gode. Ellers havde Carite Sport jo ikke godkendt dem eller valgt mig som deres model. Jeg er blevet så pessimistisk af det her vægttab, og ser kun alle de negative ting ved dagen, istedet for at være taknemmelig og stolt over at have fået chancen! Den der pessimisme skal jeg snart til at skaffe mig af med 🙂

Andet photoshoot foregik i Herning. Her skulle jeg have taget billeder til hjemmesiden, og posere foran en hvid baggrund. Jeg var selvsagt lidt nervøs, på baggrund af det første photoshoot. Og hvordan skulle jeg dog klare den uden rekvisitter? Det var jo bare mig i et sæt tøj. Jeg ved ikke hvad der gjorde det, men photoshootet gik meget bedre end det første. Mine forventninger til mig selv var selvfølgelig også i bund, og dermed kunne jeg næsten kun overraske mig selv positivt. Det var ikke et problem at posere, og jeg kunne slappe mere af. Det afspejlede sig i et mere naturligt smil og afslappet ansigtsudtryk. Jeg hyggede mig med det, og jeg nød det faktisk. Det gjorde en meget stor forskel, at der ikke var publikum, og at jeg havde prøvet det før. Når jeg så billederne der blev taget, så var der faktisk ikke nogle af dem jeg ikke kunne gå med til. Jeg synes, at jeg så glad og frisk ud. Selvfølgelig kunne jeg også se fejl, men det var slet slet ikke ligeså slemt som første photoshoot. Heldigvis! Faktisk gik det så godt på et tidspunkt, at jeg nailede et billede i første skud. Egentlig tog fotografen billedet for at tjekke lyset, men vi endte med ikke at tage flere, da det sad lige i skabet.

Der var altså en verden til forskel på min oplevelse af de to forskellige shoots. Tænk et liv modellerne egentlig lever. Det må sgu være svært at leve af sit udseende. Jeg ville ikke kunne klare presset 🙂 Respekt til modellerne. Det er ikke så let som det ser ud. Hverken det ydre eller det indre arbejde. Jeg siger ja tak, hvis jeg får tilbudt det igen. Og skulle det ske, så vil jeg finde min optimiske Ida frem fra gemmerne. Nogle af de ting jeg siger til/om mig selv, ville jeg jo aldrig sige til/om andre. Man plejer at sige, at man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles. Måske jeg liiiige skal lære at behandle mig selv ligeså godt, som jeg behandler andre 😛 Det er da en start i hvert fald. Billederne fra mit andet photoshoot ligger nu på forsiden af http://www.carite.dk. Det er underligt, men jeg er faktisk helt godt tilfreds med billederne 🙂 Desuden så skal jeg snart have bestilt noget af tøjet hjem. Forelskede mig i ret mange af de ting jeg prøvede. Ups! Tøjet er af lækker kvalitet, og pasformen er god til os plus size piger.

Highive,

Ida

image2 image1

Reklamer

_CrazyCatLady88_ med nye delmål

Som jeg skrev i sidste blogindlæg, så sker der nogle spændende ting i mit liv for tiden. Jeg skal nok få skrevet et blogindlæg om mine to photoshoots for Carite Sport, men vil så gerne vente indtil billederne er offentlige. Og det er de heldigvis snart! 🙂

Mit vægttab har stået stille de sidste tre uger. Jeg har manglet lidt motivation til at træne, ligesom jeg ikke har levet efter min kostplan. Jeg er røget af sporet, og har ikke følt samme gejst som jeg plejer. Dertil kommer, at når jeg endelig har taget mig sammen til at træne, så har jeg været ekstremt negativ og hård ved mig selv (det er vist ikke noget nyt). Jeg har haft nej-hatten lidt for solidt plantet på hovedet. Alligevel er jeg dog ikke røget tilbage i gamle vaner, men det tror jeg heller aldrig jeg helt kommer til igen. Jeg føler mig dog doven når jeg kun træner 2-3 gange om ugen, når jeg på et tidspunkt var oppe på 5-6 gange om ugen 😉 Det vigtigste er, at jeg stadig kommer afsted.

For nogle uger siden blev jeg endnu en gang mindet om, at jeg højst sandsynligt ender alene med 72 mere eller mindre levende katte et gudsforladt sted. Og er der noget der giver mig lyst til at give op – så er det den tanke. Heartbreak gør bare så fandens ondt altså! Så de sidste par uger har jeg ladet følelserne styre mig lidt, og taget en pause fra vægttabet. Velfortjent. Jeg har hverken haft fokus eller overskud til at tænke på det. Det er dog der jeg er blevet bevidst om, at jeg skal passe på ikke at falde tilbage i gamle vaner. Lade være med at give overvægten skylden for at jeg er alene. Lade være med at tænke, at jeg er tyk og dermed uelskelig. Lade være med at spise med følelserne. Lade være med bare at give op. Hvis ikke det var fordi at det er lidt besværligt i fosterstilling, så havde jeg nok op til flere gange ædt is direkte fra bøtten. Jeg har dog ikke gjort det. Så selvom jeg har holdt en pause, har jeg faktisk bibeholdt vægttabet. Derfor har jeg fået større tiltro til, at min livsstilsændring er en varig af slagsen.

Jeg gad virkelig godt at løsningen på heartbreak var is og fosterstilling, men jeg ved godt hvad løsningen er for mig. Op på krikken igen, og fuld gas frem. Jeg klarer fint selv at tænke negativt om mig selv, så yderligere brænde på bålet er det sidste jeg har brug for lige nu. Derfor har jeg besluttet, at det er på tide at sætte mig nye mål. Jeg har brug for noget at arbejde mig frem mod, og kæmpe for. Tilbage med fokus og overskud. Jeg har en ide om, at jeg vil tabe 5 kg. inden min venindes bryllup d. 22 august. Det er en lang tidsfrist, og dermed også et realistisk mål. Derudover vil jeg arbejde fokuseret på at forbedre specifikke skills; boxjump (tør ikke hoppe på den satans kasse!) og pull-ups. Så må vi se hvor langt jeg når inden tidsfristen! Næste uge skal jeg på Nibe Festival, så det bliver en udfordring ift at holde vægten. Men ryger der noget på, så er der bare mere motivation for at komme i gang bagefter.

Glæder mig allerede til at kæmpe mig mod nyt delmål.

Highfives,
Ida

20 fordele ved at være tyk

I går blev jeg ringet op af en tilrettelægger, som havde hørt lidt om mig, og gerne ville høre historien om mit vægttab. Blev spurgt om jeg ville være med i et talkshow. Som Pippi så godt siger det; det har jeg ikke ikke prøvet før, så det er jeg sikkert god til. Talkshowet skal optages om et par uger, men bliver først sendt til efteråret. Jeg er lidt ydmyg over, at den kamp jeg kæmper mod den krop jeg hader, kan være relevant og interessant for andre. Føler mig dog også utrolig smigret. Sikke nogle oplevelser, der kommer dumpende, når jeg mindst venter det. Først photoshoot for Carite Sport, dernæst Mads & Monopolet, så en artikel i MetroXpress, derefter til tilbud fra magasinet Q om et evt. samarbejde og nu skal jeg på TV 🙂 Det skal nok blive spændende!

Jeg fortalte den søde tilrettelægger min historie, og det satte nogle tanker i gang. Lige pludselig kunne jeg godt høre, hvor lang tid af mit liv jeg har egentlig har brugt på at spekulere over, hvordan min krop så ud. Ja, jeg kan faktisk ikke huske, at jeg nogensinde har følt mig normalvægtig. Selv i folkeskolen, hvor jeg egentlig var normalvægtig, følte jeg mig tykkere end de andre piger. Jeg har så altid bare kompenseret for min usikkerhed ved at være sjov. Sådan lidt en idé om, at når jeg ikke synes jeg var pæn, så blev jeg nødt til at være hende den sjove. Og det er jo ikke blevet bedre igennem årene. Heller ikke selvom jeg har tabt 20 kilo. Som jeg har skrevet tidligere, så er min selvtillid jo faktisk dalet drastisk. Jeg hader den krop jeg er i. Men tænk hvor meget energi jeg har brugt på at hade den? Det er da for dumt. Den energi er spildt, og kunne sagtens være brugt til mere nyttige formål 🙂 Så efter samtalen med tilrettelæggeren kom jeg endnu engang til at tænke på, hvor lidt tid jeg bruger på at tænke positivt om min krop. Derfor begyndte jeg helt automatisk at finde frem til fordele ved at være overvægtig. Okay, jeg er ikke helt bagt færdig på øverste etage, men det hjalp. Jeg kunne nemlig slet ikke lade være med at smile lidt, hver gang jeg fandt en fordel. Her er de fordele jeg fandt frem til:

  1. I bussen får man sædet for sig selv. Medmindre de render rundt med en usædvanligt lille popo, så er der ingen farer for, at de gider sidde på kanten af sædet hele turen med pøbeltransporten.
  2. Det er let at holde varmen. Der er en god grund til at jeg har klaret mig uden vinterjakker flere år i streg. Jeg er naturligt polstret.
  3. Jeg kan få det optimale ud af ‘All you can eat’ konceptet. Min krop og mave er vant til at spise for meget, så keep them ribs coming! Jeg er bygget til det. Jeg har det sorte bælte i tag-selv-bord.
  4. Min krop kan på alle måder konkurrere med selv den blødeste hovedpude på markedet. Go home, Dyne Larsen. Ikke nok med at jeg er blød at putte op af, så er jeg også blød at røre ved. Man stikker sig ikke på mine knogler eller river sig på mine mavemuskler.
  5. I tivoli kan jeg slippe for forlystelser, jeg ikke har lyst til, fordi ingen tør stille spørgsmålstegn ved det, når jeg bilder dem ind jeg ikke kan være i selen.
  6. Skulle jeg træffe at snuble, så er det smart at have en krop, som fungerer på samme måde, som hvis jeg var pakket ind i bobleplast.
  7. Tykke mennesker er sværere at kidnappe. Held og lykke med at slæbe mig nogen som helst steder hen mod min vilje!
  8. Der er mere krop at tatovere på, hvis jeg skulle have lyst til det engang.
  9. Når det blæser står jeg stadig solidt placeret på jorden, alt imens biler og træer flyver om ørerne om mig. Jeg blæser ikke sådan lige omkuld.
  10. Jeg har muligheden for at gøre karriere som mavedanser.
  11. Fedt flyder oven på vandet, så risikoen for at drukne er væsenligt formindsket.
  12. Hjemme ved mors kødgryder slipper jeg for at blive påprakket mere mad, på trods af en kvalmende mæthed, med kommentarer som: “Spis noget mere! Du spiser som en fugl!” eller “Du går og bliver alt for tynd. Spis du nu noget mere”. Modsat skindcykler der indtager aftensmad i fuglemåltidsstørrelser, så er der ingen som sidder og undrer sig over ‘hvad hun dog gør af det?’.
  13. Skulle jeg stå i en uheldig nødssituation, så kan min jakke fungere som enten telt eller faldskærm.
  14. Jeg slipper for at blive lagt an på i mit træningscenter. Hovedsagligt fordi mit kadaver under og efter træning lider af svær overproduktion af sved, flankeret af et postkasserødt ansigt.
  15. I og med min krop har et større overfladeareal fungerer jeg umådelig godt som målmand eller læbælte. Skygge for solen kan jeg også klare.
  16. Jeg får altid en god siddeplads i selskaber, fordi værten frygter for klapstolenes liv.
  17. Bliver jeg skubbet til under en koncert udløser spørgsmålet: “Er det fordi jeg er tyk eller hvad?” stort set altid en gratis fadøl.
  18. Det er let for en kæreste at svare på, om min røv ser stor ud i bukser.
  19. Når jeg engang bliver gravid behøver jeg ikke blive ked af at få strækmærker. Dem har jeg i forvejen.
  20. Det er let at lave nytårsforsæt.

Ja, jeg ved godt at jeg er kronisk ironisk. Pointen er, at jeg skal være bedre til at vende de negative tanker til positiv energi. Med smil kommer man længst.

Highfives,

Ida

I am the Thoughest!

For noget tid siden fandt jeg ud af, at der kom et forhindringsløb til Aalborg d. 6 juni. Flere fra CrossFit by The Mill skulle afsted, og Camilla forsøgte at overtale mig til at prøve det. Efter lidt research fandt jeg lynhurtigt ud af, at det skulle jeg IKKE! En bane på 8 km med over 40 forhindringer. Jøsses. Det blev et nej. Selvom jeg kunne nå at træne op til det, så vidste jeg også godt, at der var mange af forhindringerne jeg ikke kunne komme igennem. Lovede dog Camilla, at jeg nok skulle komme og heppe dem alle sammen i mål.

De sidste par uger har jeg helt mistet motivationen for at træne. Det er som om, at jeg har haft brug for en lille pause fra vægttabet. Derfor var det også mere med hygge-mentalitet end fighter-mentalitet at jeg tog afsted mod træning fredag eftermiddag. Der sad vi nogle stykker og snakkede i solen, heriblandt om lørdagens Toughest. Torben Keller, som er instruktør i CrossFit by The Mill, fortalte at hans kæreste Line desværre ikke kunne deltage i løbet alligevel, og at han derfor havde en ekstra billet. Der gik ikke længe før Camilla og Torben begyndte at overtale mig til at jeg skulle gøre brug af den ekstra billet. Jeg var skeptisk. “Det kan jeg jo ikke finde ud af!”

Torben er ret fantastisk coach, og det lykkedes ham alligevel at gøre en lille del af mig nysgerrig. Han tilbød mig, at han ville løbe hele banen sammen med mig, og hjælpe mig over forhindringerne. Følges i mål. Han er for vild. Jeg var overbevist om, at jeg aldrig ville kunne gennemføre. Derudover var jeg meget nervøs for, at det ville være et større nederlag for mig at deltage, hvis jeg nu blev bekræftet i, at jeg ikke kunne klare særlig mange forhindringer. Alligevel var det også en helt unik chance Torben serverede. Ikke nok med en gratis billet, men også en personlig coach hele vejen, der kunne motivere og hjælpe mig. Det er en chance man ikke får mere end én gang. Så jeg sagde ja til at deltage. Utrænet, bange, nervøs, spændt og særdeles uforberedt på, hvad lørdagen skulle bringe.

Jeg kunne næsten ikke sove fredag nat. Og da jeg stod op lørdag morgen var jeg simpelthen så nervøs. Havde ondt i maven. Var bange. Jeg besluttede mig for, at jeg ville presse mig selv for Torbens skyld. Jeg ville ikke skuffe ham. Og der var kun ét mål; at komme over målstregen. Alt derimellem var kun bonus. Det længste jeg nogensinde har løbet er 5 km, så at kaste sig ud i at løbe 8 km uden at have trænet til det, er jo fuldstændig hjernedødt. Men jeg vidste også godt, at kroppen kan mere end man tror, og at rigtig mange begrænsninger sidder i hovedet. Derfor lagde jeg den taktik, at når kroppen gjorde ondt, så skulle jeg blive ved med at løbe. For min krop kan godt, selvom hjernen siger stop. Da vi møder op inden løbet skal gå i gang spejder jeg forgæves efter andre typer jeg kan relatere mig til. Jeg fik ikke øje på en eneste der ikke så toptrænet, slank og muskuløs ud. Shit. Det ender med at de er i gang med at pakke banen sammen til den tid jeg når i mål…

Da vi står ved start var jeg simpelthen så nervøs. Jeg havde samme fornemmelse i maven, som lige inden man skal op i en karrusel. Spænding og angst. Torben stod klar ved min side, og havde valgt at tage et GoPro på maven, så oplevelsen kunne dokumenteres. Og afsted det gik. Fra starten valgte jeg at løbe et langsomt tempo, så jeg kunne styre min vejrtrækning. Har haft problemer med hyperventilation, så sørgede for at fokusere på vejrtrækning. Forhindringerne var meget forskellige. En høj mur af halmballer, løb med en træstub, en container pyramide, kravle-baner, mure der skulle kravles over, farmer walk med tunge benzin dunke, løb med 20 kg sandsæk, armgang, kravle op i et reb, fire sig over vandet på et reb og meget meget mere. Jeg måtte bruge Torbens hjælp mange gange undervejs, og ved en del af forhindringerne måtte jeg tage strafrunden. Det betød, at jeg skulle løbe nogle hundrede ekstra meter. Hver gang stod Torben og ventede på mig, og han var en uundværlig makker. Han opfordrede mig til at prøve hver forhindring, og på grund af hans hjælp, så kom jeg igennem mange flere forhindringer end jeg troede var muligt. Nogle af dem var jeg dog for svag til eller for bange for, og der måtte jeg tage strafrunden. Da vi var over halvvejs kunne jeg godt mærke min krop begyndte at gøre ondt, og jeg var ret træt. Vi satte tempoet en smule ned, og Torben hjalp psyken på vej, ved at fortælle mig at vi snart var på vej mod mål. Den sidste forhindring inden vi skulle vende om og løbe tilbage mod målområdet, var 8 store halmballer. Jeg havde allerede tidligere i løbet kravlet over 10 styks, og de er en hårdere forhindring end jeg troede. Nu var jeg bare rigtig træt, men over de 8 halmballer, det skulle jeg sgu! Jeg var simpelthen en klovn uden lige til at komme over de her halmballer. Den eneste måde jeg kunne få min store krop over, var ved at hoppe op og kaste mig op på maven, hver gang tog jeg af med min venstre albue. Andre omkring mig hoppede uden problemer op på dem og rullede over dem, som om de ikke havde lavet andet. Men der lå jeg og fyldte hele halmballen, mens jeg prøvede at få røven med. Det foregik i et væsentligt andet tempo end de andre 😀 Alligevel var de her halmballer mit turning point. Ved de sidste tre halmballer sprang jeg nærmest op på dem, uden at lande på maven eller albuen. Efter halmballerne begyndte vi at løbe mod mål, og så var det som om at det hele blev lidt lettere og sjovere.

Hele vejen igennem kunne jeg høre Torbens rosende ord, og der blev givet en del highfives på den tur. Da vi er næsten i mål beslutter jeg mig for, at jeg vil udfordre min højdeskræk. Derfor springer jeg i vandet fra 5 meter istedet for at springe i fra 3 meter. Der var virkelig langt ned, men hvor er jeg stolt over at jeg alligevel gjorde det. Plaskvåd og træt kommer vi i mål, og jeg forstod det ikke rigtig. Jeg var så høj på adrenalin, at jeg knapt opfattede at vi var kommet i mål. Da jeg ser Camilla og mine venner i målområdet var min eneste reaktion at græde. Jeg var stolt, men græd mest af ren overraskelse. Jeg kom i mål. Og det var gået over alt forventning. For andre virker det sikkert fuldstændig åndssvagt at tude over et sølle 8 km forhindringsløb. Men det var for mig det største! Tænk at min laskede krop kunne løbe 8 km + et par km i strafrunder, og komme igennem en stor del af forhindringerne? For et år siden havde jeg aldrig turde gøre det. Det var så vildt. Jeg skylder Torben den største tak. Det kan slet ikke beskrives. Jeg havde aldrig gjort det uden hans hjælp. Så tak til Torben for at hjælpe mig igennem. Det er en oplevelse jeg aldrig vil glemme. Som jeg sagde på vores tur; når jeg bliver stor, så vil jeg være ligeså sej som dig, Torben. Jeg kan nu kalde mig for Finisher af Toughest Aalborg 2015. Det er ikke sidste gang jeg gør sådan noget! Jeg var virkelig stolt af mig selv, for første gang i rigtig lang tid. Den følelse kan jeg leve rigtig længe på. Aldrig har min krop haft så mange blå mærker, og aldrig har jeg været mere stolt af at vise dem frem.

Om aftenen i byen sagde Torben noget der gjorde indtryk. Han sagde at jeg inspirerer ham. Det overraskede mig, da jeg ikke finder min strækmærkebefængte og klejnedejsagtige krop særlig inspirerende. Jeg har aldrig tænkt over, at det er inspirerende det jeg gør. I min verden er det fuldstændig hjernedødt at jeg har kastet mig ud i f.eks. CrossFit, når jeg på ingen måder kan finde ud af det. Men én ting vil jeg dog give Torben ret i. Jeg kæmper. Det er ikke kønt, men jeg kæmper. Og det er måske inspirerende for nogle. Det er da det største kompliment man kan få! Kan godt lide tanken om at inspiration går begge veje. Det skal jeg huske på. Optagelserne fra GoPro bliver ikke æstetisk lækre, men fuck hvor jeg glæder mig til at se videoen. Det var den dag jeg beviste overfor mig selv at jeg kan mere end jeg tror. Det var den dag jeg blev Toughest!

Highfive, The Toughest

   
             

I’m back!

Sikke længe siden jeg sidst har skrevet et indlæg her. Det er der mange årsager til. Og der er sket så meget at jeg næsten ikke kan opsummere det hele. Det ville også være alt for kedeligt 🙂 Men maj måned har været en god måned, hvor jeg har været rigtig fokuseret på vægttabet, hvilket resulterede i, at jeg ramte 21 tabte kilo lørdag d. 23 maj. Jeg var meget stolt af mig selv, og jeg var ikke til at skyde igennem. Lige den dag var det ekstra godt at ramme mit delmål, for det var samme dag som der var karneval i Aalborg. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville holde pause fra druk i to måneder, men at jeg måtte drikke til karneval. Så det gjorde jeg. Og hold nu kæft en sjov og dejlig dag!

Maj har også været måneden, hvor jeg har prøvet at være crossfit dommer for første gang. Jeg har taget et online kursus, og skulle så prøve kræfter som dommer første gang til Army Games d. 16 maj. Det gik godt, selvom jeg var meget nervøs. Jeg har aldrig selv stillet op i en CrossFit konkurrence, og ser stadig mig selv som nybegynder. Så det var lidt en mærkelig oplevelse at skulle dømme en flok atleter, som er superstærke og seje til det de laver. Det er dog ikke sidste gang jeg tilbyder min hjælp som dommer. Selv får man ret meget blik for god/dårlig teknik, og jeg synes det er ret spændende at følge med i. Jeg drømmer om engang selv at stille op i en konkurrence, men jeg synes der er virkelig langt endnu. Selvom der er stor forskel fra, da jeg begyndte i oktober og til nu, så synes jeg godt nok stadig, der er lidt for meget piberenser over mine arme endnu.

Til gengæld har maj også været den måned hvor jeg har taget mig selv i at kigge en ekstra gang, hvis jeg er gået forbi et vindue. Jeg har ikke altid kunne genkende spejlbilledet, og det gør mig glad at jeg endelig SELV kan se en forskel på min krop. De sidste fem kilo har gjort en stor forskel. Dermed ikke sagt at min selvtillid er i top, for jeg kæmper stadig dagligt mine indre kampe. Er simpelthen så hård ved mig selv, og jeg har oftere dage, hvor jeg føler mig tyk, end dage hvor jeg har det godt. Jeg er ret træt af, at min selvtillid afhænger af ydre påvirkninger. Der skal meget lidt til at påvirke min selvtillid, og dermed også mit humør, i negativ retning. Langt hen af vejen tror jeg, at jeg er god til at bilde mig ting ind, som ikke nødvendigvis passer. Jeg ser ting andre ikke ser. Er ekstrem selvkritisk, så går ud fra at alle omkring mig også er det. Jeg kan ikke genkende den her ‘svage’ Ida, og det irriterer mig, at jeg ikke kan styre det. F.eks. så blev der taget et billede til min nieces barnedåb i søndags. Jeg havde glædet mig til at være gudmor, og var godt tilpas i det tøj jeg havde fået købt til anledningen. Jeg havde nået mit delmål, hvilket var lækkert, når jeg vidste der blev taget mange billeder den dag. Efter dåben ville jeg gerne have taget et billede i haven af mig og lille Ellen, så min søde tante tog et billede af os. Da jeg efterfølgende ser billedet blev jeg simpelthen så ked af det. Det eneste jeg kan se er en dobbelthage, og med det samme dalede både min selvtillid og mit humør. Der er intet at gøre når først jeg når der til. Jeg er så træt af, at selvtilliden ikke kommer indefra, men afhænger af om der bliver taget et godt billede. Nu må jeg lige tage mig sammen. Jeg har lidt ondt af folk omkring mig nogle gange. Ikke nok med at jeg ikke altid er behagelig når jeg kommer i self-hate-mode, men jeg er også ekstra sensitiv. Bliver så hurtigt usikker, og over-analyserende. Det skal jeg altså stoppe med 🙂 Det kan jeg ikke holde ud i længden!

Den 10 juni skal jeg være plus size model for Carite Sport. Jeg skal på photoshoot i Århus, og jeg er virkelig spændt på hvordan det skal gå 🙂 Heldigvis har min aller skønneste Camilla tilbudt at tage med mig, så er sikker på vi får en spændende dag. Jeg har aldrig været model før, så er lidt spændt på, hvordan jeg klarer den. Især det med at smile på kommando foran et kamera. Det går meget godt når jeg tager et selfie, men det er jo også når jeg er hjemme alene. Ikke foran en flok stylister, fotografer osv. Pyh! Glæder mig til at se, om jeg kan se andet end dobbelthager på de billeder… Ellers så kan photoshop heldigvis klare det meste. Hurra for det!

Highfives, Ida

Lakridsægget i Haribo posen

Jeg har længe tænkt på at skrive dette blogindlæg, og lysten blev ikke mindre efter at have set filmen “The DUFF”. En film der er utrolig kliché og overdrevet amerikansk, men som jeg alligevel tog mig selv i at kunne relatere til. Trist. DUFF står for Designated Ugly Fat Friend. Og ja, det er åbenbart et udtryk. Det findes også i Danmark, hvor jeg blandt andet har hørt om ‘granaten’. Den veninde en af kammeraterne kaster sig på, så den anden kammerat kan få fingrene i den pæne af veninderne. Det lyder grimt, men det er realiteten for mange piger. Det er ligesom lakridsægget i Haribo posen. Ingen gider rigtig have det, men det bliver alligevel nupset til sidst når alt det gode er spist.

Det nytter ikke noget at nægte det. Jeg er granaten. The DUFF. Når jeg tænker over det, så har jeg prøvet utallige gange at snakke med en sød fyr i byen, for til sidst at blive spurgt af selvsamme fyr om min veninde er single. Damn. Den gør sgu avs. Jeg har egentlig aldrig haft de helt store problemer med at score, men det har næsten altid været fyre jeg kendte i forvejen. Har kun enkelte gange prøvet at det ikke var mig der var granaten. Nu hvor jeg er 18 kg inde i mit vægttab, kan jeg pludselig godt forstå, at jeg var granaten. Lad os være ærlige… Hvorfor vælge den lidt for højtråbende Fede Dorit, når man kan få den søde Megan Fox der sidder ved siden af? Udover at udseende betyder (alt for) meget når man går i byen, betyder selvtillid og udstråling også ret meget. Jeg har egentlig altid haft ok selvtillid, men haft elendigt selvværd. Derfor kom jeg nok også hurtigt til at udstråle at mit gode humør og selvironi var et skalkeskjul. Det har jeg dog aldrig rigtig selv følt. Jeg har altid gjort grin med min størrelse, ikke fordi jeg nødvendigvis var ked af hvordan jeg så ud, men nærmere fordi jeg var realistisk. Folk er jo ligesom ikke blinde, så enhver kunne jo se at min krop var 70% klejner. Når jeg kigger tilbage, kan jeg godt se, hvorfor folk kunne tro, at jeg brugte humor som et skjold. Så en ting er, at de færreste mænd tænder på store piger, men en anden ting er, at stort set ingen mænd finder piger uden selvtillid tiltrækkende.

Jeg har tit fået at vide af folk omkring mig, hvor dejlig, sjov og charmerende de synes jeg er, og de “altså ikke kan forstå jeg ingen kæreste har”. Nej, det er kraftpedervæltemig også mig en gåde! Hver gang er jeg kommet til den konklusion, at ingen vil have mig, fordi jeg var/er overvægtig. Jeg tror stadig det har en del at sige, men jo mere jeg taber mig, jo mere går det også op for mig, at det ikke udelukkende skyldtes min overvægt. Hvad skal jeg så bruge som undskyldning for min singlestatus, når jeg bliver tynd engang? Jeg skal også finde på nye jokes, når jeg bliver tynd, for så fungerer mine fat-jokes om mig selv ikke længere. Så må jeg jo bare igang med at joke om den t-shirt af løs hud jeg får mig.

Som jeg har skrevet før, så har jeg faktisk fået værre selvtillid og selvværd af at tabe mig. Det er underligt, og så alligevel ikke. Min hjerne har været så sød at beskytte mig lidt da jeg var stor, så jeg var ikke helt selv bevidst om hvor galt det var. Derfor var det en mavepuster når jeg f.eks. så mig selv på billeder. Så kunne jeg godt se at den ikke var helt god. Men udover det, så levede jeg fint med min alt for store krop, for ‘så tyk er du heller ikke’. Udover at det var jeg. Og det er virkelig gået op for mig nu, hvor meget jeg har beskyttet mig selv mod de barske realiteter. Jeg har set dem i øjnene nu, og det gør det svært at holde selvtilliden oppe. For jeg har tabt 18 kilo, og har mindst 18 kilo at tabe endnu. Så er man fandme tyk. Det var jeg både dengang og nu. Det har haft en voldsom virkning på min selvtillid og mit selvværd. Der er SÅ langt igen! Er blevet lidt mindfucked af vægttabet, og kan kun fokusere på negative ting når jeg kigger på mig selv og min krop. Spejlet og vægten er min værste fjende, og der går langt imellem at jeg kan gå nogle steder uden at være meget selvbevidst. Jeg føler mig fanget i en krop jeg hader, og på grund af det har jeg mistet lidt af min ‘gnist’. Hvordan jeg finder den igen, det ved jeg virkelig ikke. Men det hjælper i hvert fald ikke at tage i byen og være granaten. Jeg var en granat dengang, og jeg er en granat i dag. Og hvor er jeg dog træt af det. Træt af ikke at føle mig smuk. Træt af at føle mig forbigået. Træt af at se kvinder vælte sig i mænd, udelukkende fordi de er smukke. Træt af at føle mig mindre værd pga. min vægt. Træt af ikke at føle mig eftertragtet. Træt af at blive valgt fra.

Jeg sgu også prøve at være hende mændende kigger langt efter! Du godeste hvor har jeg mødt mange røvhuller, og for satan hvor skal jeg få dem til at hade deres liv. Men det er ikke vægttabet alene. Det er selvtilliden og selvværdet der skal arbejdes på. Det er hele mit mindset omkring mig selv der skal ændres. Jeg kan ikke længere leve med at hade mig selv. Det gør simpelthen for ondt. Jeg gider ikke længere være lakridsægget i Haribo posen! (Medmindre der sidder en rigtig sød fyr derude, der er helt vild med lakridsæg selvfølgelig)

Highfives,

Ida aka. Granaten

Hjælp til CrossFit n00bs; CrossFit oversættelser

WOD: Står for Workout of the day. Og ja, WOD er en forkortelse, men der er mange der bruger det som et rigtigt ord. Det lyder underligt når forkortelsen udtales, og jeg har hørt mange varianter. Lige fra dem der udtaler det som “wood” til dem der udtaler det som “vådt”. Men come on, lad nu bare være med at bruge forkortelsen som et ord. Der er jo ikke nogle der ville sige: “Lad os workout of the day sammen i dag”! Anyways, så er der hver dag en ny WOD i CrossFit by the Mill. Den står skrevet op på tavlen, og det er en uskreven regel, at du ikke må gå når du har set dagens træning. WOD er meget forskellige, og kan indeholde både mange eller få øvelser.

Rep: Kort for repetition. Dem skal du helst have mange af. Sæt i gang.

AMRAP: Det står for As many rounds (or repetitions) as possible. Med andre ord, så betyder det: “SKYND DIG FOR HELVEDE!”. Og nej, man (læs: jeg) når aldrig ligeså mange runder som de andre.

EMOM: Hvis du troede det gjaldt om at skynde sig under en AMRAP, så tog du fejl. Prøv i stedet Each Minute On The Minute, hvor du har 1 minut til at gennemføre øvelsen/reps. Jo hurtigere du er, jo længere pause får du af hvert minut. Hvis du er langsom, så får du ingen pause, og starter bare forfra når et nyt minut starter. No mercy.

Burpee: Et englehop der spiller smart. I stedet for bare at hoppe op og ned, så skal du lige smaske dig ned på maven, inden du hopper op. Og du skynder dig! Burpees don’t like you either.

Squat: Hvis du ikke ved hvad en squat er, så har du tydeligvis ikke set en rund røv som Kim Kardashian. Og det er bare… trist.

ATG: Apropos squats; Ass to the grass! Jeps. Skovskiderstilling er nu for de hårde typer… som man siger.

Boxjump: Forestil dig en trækasse der er ca. 50 cm høj. Umiddelbart uskyldig. Umiddelbart ikke høj. Umiddelbart ikke farlig. Men prøv så at hop op på den. Mange gange. Og prøv så at skvatte på den. Værsgo; du er nu bange for trækasser.

KB: Kettlebell er CrossFitterens håndtaske. Det er mere eller mindre en kanonkugle med håndtag, opfundet i Rusland (selvfølgelig!). En kettlebell svinges tit rundt i luften eller over hovedet, så tand- fod- og personskader er sandsynlige.

Pull-ups: Omvendt limbo. I limbo prøver man virkelig på ikke at komme tæt på stangen. I Pull-ups prøver du, med alt hvad dine piberenserarme kan klare, at trække dig op til stangen. Er det for svært, så er det godt der findes elastikker. Stooooooore (og mange) elastikker.

Muscle-up: Lidt ligesom en Pull-up, bare i to fritsvævende ringe, og så skal du have strukket armene ud, så overkroppen er over ringene. Let nok. No probs. Ironi forekommer.

Kip: Gyng, gang. Kip er det sving du laver i kroppen, når du forsøger at hive dig op i en Pull-up. Jo bedre du er til at kippe, jo lettere er det at komme op. Betragt dig selv om en gynge, og accepter at du ligner en idiot imens.

HSPU: Står for Hand Stand Push Up. Nemt. Stå på hænder op af en væg, og lav så en push up.

DU: En forkortelse for Double Unders. Det skal ikke være hyggeligt at sjippe i CrossFit. Der skal fart på, og i double unders skal du svinge sjippetovet rundt to gange i ét hop. Er du til sadomasochisme, så er det her lige noget for dig, for røven får et par piskeslag engang imellem.

Turkish get-up: Øvelse som pludselig kan gøre noget så simpelt som at rejse sig op kompliceret. Start med at ligge fladt på jorden med en kettlebell i den ene hånd. Ræk kettlebell’en i vejret. Kig på den. Og bliv ved med det. Så er det bare at rejse sig op og ligge sig ned igen. Laaaangsomt. Men du skal holde kettlebell’en i vejret, og du skal kigge på den. KIG SÅ PÅ DEN SLAPSVANS! Easy peasy.

Rx’d: De hårdcore CrossFittere gennemfører en WOD som den er beskrevet. Det vil sige, at de ikke går ned i kilo, justerer øvelserne, bruger elastikker eller andet pjat. De er bomstærke!

Scaled: De dødelige CrossFittere skalerer deres WOD, så det er muligt at gennemføre den. Her er elastikker, justeringer og fluevægts kilo tilladt. Jeg er fan af skaleringer.

PR: Lige ud af landevejen; Personlig rekord.

Pistols: Hvis du synes squats er svære, så skulle du prøve at squatte på ét ben. Det kræver en del øvelse, hvor man ligner en komplet idiot, men når man kan det, så er det noget der giver streetcred.

Thruster: Det er for dem der synes, at squats er for kedelige… Thrusters kan laves med Kettlebell’s eller vægtstang. Det hovedsaglige er, at du skal squatte med vægten, og mens du rejser dig, presser du vægten over hovedet. Hej ømme arme OG balder.

Aktiv pause: HA! Det er jo slet ikke nogen pause, hvis du skal være aktiv. Men, men, men… Når du i en Team Workout skal igennem en laaaaaaang liste af øvelser, så virker det helt befriende at få lov at sjippe eller ligge i planken, mens din makker er i gang med øvelserne.

Snatch/Clean/Clean & Jerk/Push press: Forskellige løft i CrossFit. Laves som regel med vægtstang, men kan også laves med f.eks. Kettebells.

Om Mads & Monopolet, kroppen af palmin og ny kostplan

Sikke meget der er sket siden sidst! Medvirkede i Mads & Monopolet d. 28.03, hvor Bubber, Pernille Rosenkrantz-Theil og Simon Juul skulle give deres mening om mit dilemma. Og monopolet var enige; sæt vægttabet på pause, og tag på photoshoot. Det overraskede mig lidt, at det var deres svar, ligesom det overraskede mig, at de synes 20-25 kg var for meget at tabe. Det er nok det, jeg har tænkt mest over bagefter. For ikke nok med, at monopolet var virkelig søde, så blev mit dilemma også lagt op til afstemning på Mads & Monopolets Facebookside. HOLD DA OP! Jeg blev simpelthen så overvældet over de søde, konstruktive, støttende, opløftende, forstående og rare kommentarer. Havde ikke regnet med, at mit dilemma ville interessere så mange, og havde faktisk heller ikke regnet med, at der ville komme så positive tilbagemeldinger. Jeg havde forberedt mig på, at der også ville komme nogle negative/ubehagelige kommentarer, men tværtimod. Det føltes som at få flere hundrede peptalks på én gang. Og det var en fed følelse! Jeg læste alle kommentarer, og sugede det til mig ☺️ Ved ikke hvorfor, men når komplimenter kommer fra fremmede, så får de en helt anden betydning. De har ikke (umiddelbart i hvert fald) nogen agenda eller bagtanke. De siger bare deres mening, selvom de ikke behøver det. Faktisk har jeg undervejs i mit forløb haft svært ved at tage imod komplimenter fra venner og familie, fordi jeg selv synes, at jeg er SÅ langt fra mit mål endnu. Dermed ikke sagt at de ikke gør mig glad. Jeg føler måske bare, at venner og familie føler sig lidt forpligtede til at kommentere og komplimentere mit vægttab, selvom jeg godt ved det ikke passer.

I forbindelse med oprettelsen af denne blog og instagramprofilen tænkte jeg også en del over, om folk ville tænke, at det var lidt til grin. Lidt en “se mig, se mig. jeg er tyk og prøver at tabe mig. Giv mig et skulderklap”-agtig type. Jeg valgte at springe ud i at oprette bloggen alligevel, og skide på hvad andre tænker. Som jeg skrev i mit første indlæg, så er bloggen et online fortsæt, der sikrer, at jeg holder mig selv til ilden. Når alle kan følge med, så har jeg endnu mindre lyst til at fejle. Og efter at have været med i Mads & Monopolet har jeg endnu mindre lyst til at fejle. Bliver jo nødt til at sende dem et lækkert opfølgningsbillede når jeg har tabt mig 😉 Jeg har valgt at blive ved med at bekæmpe dellerne. Photoshoot kunne være skide sjovt, og ville elske at få taget nogle gode billeder, men ikke på bekostning af mit selvværd. Sportsmærket har tilbudt mig, at vi kan tage nye mål i maj, hvorefter vi kan tage stilling til, om jeg er blevet for lille. Det gør mig så glad, at jeg overhovedet er i betragtning som deres plus size model, så tager det som et stort kompliment. Hvorfor skal photoshootet også ligge i juni?! 🙈 Vil jo så gerne, men timingen er helt off. Har brugt lang tid på at træffe min beslutning. Lige efter Mads & Monopolet var jeg mest tændt på at takke ja til photoshoot. Men nu, hvor jeg har tænkt lidt mere, må jeg tænke på, hvad der gør mig mest glad på den lange bane. Jeg prøvede at forestille mig selv i den her krop i juni måned, og selvom der er chance for, at jeg ikke får tabt mig en skid inden juni, så ville jeg have det skidt med ikke i det mindste at have prøvet. Har ikke lyst til at stoppe med at træne. Er alligevel nået et stykke siden min første introtime, hvor min krop var 90% palmin. Selvom der er en del palmin tilbage, så kan jeg mærke min krop er sundere. Jeg er endnu ikke så stærk, men det arbejder jeg på!

Og apropos styrke, så er jeg sammen med Camilla gået i gang med et styrketræningsprogram tre gange om ugen. Det er opbygget således, at vi to gange om ugen, istedet for en workout of the day, skal køre styrkeprogrammet. Den tredje træning kan vi så ligge efter en workout of the day. Jeg er simpelthen så spændt på, hvor langt vi når på de næste 4 uger. Altså jeg ved godt, at jeg ikke bliver hakket af 4 uger på programmet, men det fede ved programmet er, at jeg uge for uge skal øge vægten vi træner med. Dermed kan jeg, om ikke andet se på papiret, at jeg er blevet stærkere, når vi er færdige. Jeg har udover styrketræningsprogrammet fået inspiration til en anden måde at tænke kost på. Tidligere har jeg spist meget efter LCHF principperne, og det har virket rigtig godt for mig. Nu er jeg dog nået dertil, at der ikke rigtig skete noget med min vægt. Derfor er min nye kostplan mere streng, og veksler mellem carb- og fedtdage. Jeg tror, det bliver godt for min krop at få nogle carbs, men det bliver i den grad også godt, at jeg får mindre fedt. Nogle gange tror jeg, at jeg har spist lidt for meget, selvom det har været sundt. Derfor er jeg ret nazi med den her kostplan, og glæder mig til at se om/hvordan den virker. jeg skal spise 5 gange om dagen, og fredag skal jeg indtage 1000 ekstra kcal efter eget valg. CHEAT MEAL DAY 😍  Men den nye kostplan kræver også, at jeg skal tænke i helt nye baner. Det er lidt svært, for jeg har ikke været vant til, at carbs var tilladte. Derfor skal jeg nu tænke i nye opskrifter og måltider. Er SÅ spændt på at træde på vægten fredag. Forhåbentlig er der sket en del!

Sikke en masse jeg havde på hjerte i dag.

Highfive,

Ida

Hoftestivhed, arme som tyrannosaurus rex og plus size dilemma

Der er sket meget siden mit sidste indlæg. Jeg er vist faldet lidt af på den med at få skrevet indlæg her. Oh well… Intet nyt er vel godt nyt? ☺️ Som jeg skrev sidst, så skulle jeg lave Crossfit Open 15.3 om, da vores instruktør havde angivet for mange kilo. Derfor tog jeg workouten igen, denne gang med en 4 kg wallball i stedet for 6 kg. Og det gik MEGET bedre. Første gang jeg lavede den fik jeg kun 280 gentagelser, hvorimod jeg i anden omgang fik 510 gentagelser. Så det må man sige er en væsentlig forbedring 💪 Til gengæld skete der det uheldige, at jeg på vej ned i en squat mærker et lille smæld i hoften. Not good. Min første tanke var; “Åh nej, nu er din gamle tykke hofte gået i stykker – perfect!” Men eftersom jeg ikke mærkede smerter, så fortsatte jeg workouten. Det resulterede så i, at jeg ikke kunne gå om tirsdagen. Og så skal jeg love for at der var smerter i den gamle hofte! Jeg gik, no kidding, som om jeg havde skidt i bukserne. Sexet. Jeg kunne ikke bøje særlig meget i hoften eller få benet frem. Men hvem har også brug for at kunne gå? INGEN!

Så som enhver gammel kone ville gøre, smurte jeg mig ind i 7 liter tigerbalsam, og fyrede op for varmepuden. Kunne ikke engang spille badminton. Heldigvis var det allerede bedre onsdag, og jeg fandt ud af, at en del af smerterne havde været ømhed i musklerne. Der er intet at mærke nu udover at jeg føler mig lidt stiv når jeg squatter – altså stiv i hoften 😉 I fredags gennemførte jeg den anden sidste CrossFit Open, og det gik også bedre en forventet. Min målsætning var at nå 20 gentagelser, men jeg nåede 27. Så kunne kun være tilfreds bagefter. Det hjalp lidt på ærgelsen over ikke at kunne træne tirsdag og onsdag.

Jeg har længe været træt af, at mine arme opfører sig som udkogt spaghetti til CrossFit. Mine ben er som sådan stærke nok, men det er også klart, når de i flere år har skulle bære rundt på en masse ekstra junk in the trunk. Jeg er bare ikke så vild med at ligge der på gulvet og orme mig op i push-ups (lavet på knæ selvfølgelig). Som jeg ligger der og forsøger at spænde op i min ikke-eksisterende core (ja, det er et fancy ord for mave) føler jeg mig lidt som en tyrannosaurus rex. Tung og bred i bunden, men med små vattede arme. Nu skal det være slut!

Derfor kontaktede jeg sidste uge Torben Keller, som er tidligere bokser, personlig træner og instruktør i CrossFit by The Mill. Egentlig ville jeg helst have et personligt træningsforløb med ham, men det er økonomien ikke til. Derfor har jeg i stedet for fået lagt et træningsprogram, som jeg skal følge den næste måned. Heldigvis for mig, så er min træningsmakker Camilla også med på ideen, og fra på mandag vil vi bruge den næste måned på at blive stærkere. Det glæder jeg mig virkelig til at komme i gang med. Så sent som i dag måtte jeg droppe øvelser i workouten, fordi jeg ikke var stærk nok til at gennemføre den.

Nu til et andet, og faktisk ret sjovt emne. For et par uger siden så jeg at et dansk sportsmærke søgte Plus Size modeller. Jeg skrev til dem, fordi jeg tænkte, at det kunne være meget sjovt at få taget nogle pæne billeder. Og de vil gerne bruge mig som deres model til et par photoshoots! Haha, med en krop som min, så har jeg øjensynligt ikke regnet med at skulle være model EVER! Selv ikke når jeg kommer i mål med mit vægttab kommer jeg i nærheden af modelmål – nærmere 44 km løs hud og hængepatter 🙈 Men må jo tage det som et kæmpe kompliment når de skriver til mig, at jeg ser ud til at være til den lille side. Det er jeg alligevel aldrig blevet beskyldt for. Photoshootet ligger i juni, så hvis jeg siger ja, så skal jeg sætte mit vægttab lidt på pause. De ser gerne at jeg dukker op til photoshoot sådan som jeg ser ud nu, da de skal stå inde for at jeg er plus size. Klart nok kan man sige. Det er en vanvittig fed once in a lifetime opportunity, men samtidig er jeg i tvivl om jeg skal sætte mit vægttab på pause… Så jeg har gjort det eneste rigtige; jeg har spurgt Mads & Monopolet på P3 😜  Jeg skal være med i lørdagens program, hvor jeg får svar på mit dilemma. Spændende!

Det må være nok for i dag

Highfive,

Ida





Jeg er en dårlig taber

I fredags prøvede jeg kræfter med den tredje CrossFit Open Workout. Og jeg var positiv, da den gik ud på at lave Wallballs og sjippe – ting jeg kan finde ud af! Yay. Så langt så godt. Godt nok skulle vi lave wallballs med 6 kg og ikke 4 kg som jeg er vant til, men jeg tænkte ikke det var noget problem. Workouten var en ‘as many rounds as possible’ på 14 min, med runder af 50 wallballs og 200 sjip. No problemo tænkte michelinmanden…

Som så mange gange før, så har jeg for store forventninger til mig selv, og til hvad min krop kan klare. Tænkte ikke at det kunne være det store problem at lave wallballs – det var jo kun 2 kg mere end jeg plejer. Men jeg skal love for at de kg kan mærkes når du skal squatte og kaste en bold op i luften mindst 50 gange. For det første havde jeg været en hat, da jeg skulle pakke mit træningstøj. Havde taget noget tøj på der ikke sad særlig behageligt, og min inderste top blev ved med at kravle op. Når jeg i forvejen ligner en idiot, mens jeg kaster bolden i luften, så kan jeg da i det mindste sørge for, at der ikke er en helt masse, som skal glo på mit blege maveskind imens. For det andet så blev jeg ved med at lave nogle dårlige wallballs, som ikke ramte væggen, og dermed ikke talte med. Spild af kræfter! Jo flere gange jeg missede væggen, jo mere gal blev jeg. Og så er det først at det går helt galt for mig. Der sker sjovt nok det samme når jeg spiller badminton… Når der er noget jeg VED jeg godt kan, men min krop reagerer som en motorikspasser, så brænder jeg helt sammen på øverste. Det er ikke sundt, og det hjælper intet at jeg står og er vred på mig selv. Men jeg kan ikke styre det 😀 Jeg vil bare vinde – koste hvad det vil.

Så workouten gik mildest talt af helvede til, og jeg fik slet ikke så mange gentagelser som jeg havde regnet med. Var så skuffet og ked af det bagefter, at jeg endnu en gang kom til at fælde en lille tåre 😛 Det virker så dumt at sidde der og græde over en workout, men jeg var virkelig bare så skuffet. Senere på dagen fredag fandt jeg så ud af, at vores instruktør havde angivet for mange kilo, så jeg skal lave workouten igen med 4 kg. Det gør jeg så senere i dag, og glæder mig til at se hvor mange reps jeg får denne gang 🙂 Lørdag var jeg på Team Kettlebell WOD, som altid er en fornøjelse. Er blevet ret vild med at træne med kettlebells faktisk. Jeg kunne denne gang tage en tungere kettlebell end jeg plejer, hvilket var en dejlig lille succes oven på fredagens fiasko. Derudover sagde vægten i lørdags at jeg endelig har smidt de par kilo jeg har kæmpet med siden 1. januar. Det gav lidt blod på tanden, så denne uge skal den bare have fuld skrue på træning og sund kost.

Nakken har det en lille smule bedre, men kan stadig mærke smerter ved enkelte øvelser. Jeg har fået nogle udstrækningsøvelser, der måske kan hjælpe lidt. Har også fået besked på at træne mine brystmuskulatur, så jeg kan få en bedre holdning, hvilket muligvis også gør det bedre. Nu må vi se de næste par uger.

Highfives, Ida